Nye afgørelser April 2015

Den første sag drejede sig om betaling for et elforbrug på forbrugerens adresse, hvor forbrugerens tidligere hustru (herefter JE) var registreret som eneste kunde. Sagen handlede også om forsyningsafbrydelse, rykkergebyr samt åbne- og lukkegebyr.

Forbrugeren flyttede ind på adressen sammen med JE i februar 2013. I slutningen af samme år fraflyttede JE imidlertid adressen på grund af skilsmisse. Da JE var den eneste registrerede kunde på adressen, sendte energiselskabet en regning for elforbruget til JE i december 2013. Da forbrugeren ikke betalte regningen, sendte energiselskabet også rykkere og lukkevarsler til JE.

Den 13. marts 2014 afbrød energiselskabet forbrugerens el.

Nævnet lagde i sin afgørelse vægt på, at selvom forbrugeren ikke var registreret som kunde på adressen, hæftede han efter retsvirkningslovens § 11. Nævnet besluttede således, at forbrugeren hæftede solidarisk for det fælles elforbrug på adressen, i hvert fald indtil samlivsophævelsen.

Forbrugeren ønskede at overtage kundeforholdet efter JE, men blev afvist af energiselskabet. Forbrugeren havde derfor tilkendegivet sin forpligtelse over for energiselskabet, og hæftede herved som ny kunde for betaling af elforbruget indtil fraflytningen, uanset om energiselskabet ikke godkendte kundeforholdet.

Nævnet vurderede, at energiselskabet uberettigede afslog forbrugeren som ny kunde. Dette følger af elforsyningslovens § 34, stk. 1, om forsyningspligtige virksomheder. Herudover havde forbrugeren ikke et dårligt betalingsmønster, hvorfor elforsyningslovens § 72, stk. 5 ikke var opfyldt. Energiselskabets afbrydelse af elforsyningen var derfor i strid med loven.

Yderligere besluttede nævnet, at når energiselskabet ikke ville godkende forbrugeren som kunde, kunne de heller ikke kræve abonnement af ham i perioden fra lukkedatoen til fraflytningsdatoen.

Forbrugeren blev således krediteret lukke- og åbnegebyr, rykkergebyr og abonnementsbetalinger i perioden fra den 13. marts 2014 til fraflytningsdatoen.
Læs mere om den første sag her.

Den anden sag omhandlede et opsigelsesgebyr. Forbrugeren var i denne sag en frivillig forening.

I august 2013 indgik forbrugeren en erhvervsaftale med energiselskabet om levering af el. Aftalen trådte i kraft den 1. oktober 2013. Det fremgik af aftalen, at der gjaldt en bindingsperiode frem til 11. august 2014.

Forbrugeren valgte dog at opsige aftalen i februar 2014, hvorefter energiselskabet krævede betaling af 1.500 kr. i gebyr for førtidig opsigelse. Forbrugeren var uenig og gjorde indsigelse mod kravet.

Nævnet konstaterede indledningsvis, at det CVR-nummer, der var tilknyttet til forbrugerens adresse, var registreret som en ”frivillig forening”, og ikke var momsregisteret. Denne type af foreninger er som hovedregel ikke erhvervsdrivende foreninger og har derfor status som private forbrugere.

Efter forbrugeraftalelovens § 4 må erhvervsdrivende ikke uden forudgående anmodning rette henvendelse til private forbrugere. Ethvert løfte givet i denne sammenhæng er ikke bindende, jf. § 5 i samme lov.

Da forbrugeren havde status som privat forbruger, overtrådte energiselskabet forbuddet i forbrugeraftaleloven ved at kontakte forbrugeren. Aftalen, uanset om den blev betegnet som en erhvervsaftale, var derfor ikke gyldig.

Nævnet lagde afgørende vægt på, at bevisbyrden for, at der var tale om en erhvervsdrivende, der handlede inden for sit erhverv, påhvilede energiselskabet. Om forbrugeren har et CVR-nummer, er ikke væsentligt i denne vurdering.

Nævnet vurderede, at energiselskabet ikke havde løftet denne bevisbyrde.

Nævnet bemærkede, at energiselskabets fremgangsmåde var en omgåelse af forbrugeraftalelovens § 4, og måtte endvidere anses for at være i strid med markedsføringslovens §§ 1 og 6.

Energiselskabet skulle derfor tilbagebetale opsigelsesgebyret til forbrugeren på 1.500 kr.
Læs mere om den anden sag her.

Den tredje sag angik modregning af solcelleproduktion i forbrugerens elforbrug.

Forbrugeren havde overtaget en tidligere erhvervsejendom, hvor der var tre selvstændige elinstallationer. Det vil sige, at forbrugerens hus, garage og gildesal havde hver sit kabel forbundet til hovedkablet i vejen. På forbrugerens hus var der installeret et solcelleanlæg.  Forbrugerens krav var, at han ville modregne sin elproduktion på alle ejendommens elinstallationer, selvom solcelleanlægget kun var installeret på selve huset.

Forbrugeren klagede til energiselskabet den 20. august 2014 over, at energiselskabet ikke ville tillade denne modregning. Energiselskabet svarede, at lovgivningen på området ikke tillod en sådan modregning.

Energiselskabet oplyste, at det eneste alternativ var at nedrive de to andre installationer for herefter at sammenlægge alle ejendommens elinstallationer.

Nævnet vurderede, at sagen ikke faldt under nævnets kompetence, jf. vedtægternes § 1, stk. 2. Det følger af denne bestemmelse, at nævnet kun kan behandle sager om køb og levering af el fra et energiselskab. Når der i denne sag er tale om forbrugerens salg af el fra solceller, måtte ankenævnet afvise at behandle sagen.

Nævnet bemærkede afslutningsvis, at energiselskabet næppe havde hjemmel til at træffe afgørelsen om, hvorvidt forbrugeren kunne modregne sin elproduktion på ejendommens to andre elinstallationer. Kompetencen til at træffe denne beslutning må anses at ligge hos Energinet.dk med ankeadgang til Energiklagenævnet.
Læs mere om den tredje sag her.