Nye afgørelser januar 2016

Den første sag drejede sig om et elforbrug i et kolonihavehus. Forbrugeren blev skilt fra sin mand i marts 2011. Skifteretten afgjorde, at ex-manden skulle blive boende i kolonihavehuset indtil parrets andelslejlighed blev solgt.

Det tog imidlertid to år at sælge lejligheden, hvilket medførte, at ex-manden forbrugte el i to år i kolonihavehuset. Forbrugeren var i hele kundeforholdets periode den eneste registrerede kunde på adressen.

Det er fast praksis hos nævnet, at forbrugeren skal afmelde sig hos energiselskabet efter leveringsbetingelserne. Dette gælder også selvom forbrugeren ikke har boet på forbrugsadressen og dermed ikke har forbrugt elektriciteten.

Det særlige ved denne sag var, at nævnet valgte at følge dets praksis, på trods af, at ex-manden havde indgået betalingsaftaler og ændret faktureringsadressen uden forbrugerens accept eller viden. Nævnet vurderede, at disse omstændigheder ikke var tilstrækkelige til at fravige den faste praksis.

Nævnet bemærkede i afgørelsen, at forbrugeren kan have et krav mod sin ex-mand. Det er ubestridt i sagen, at det var ham, som har forbrugt elektriciteten. Om forbrugeren har et krav mod sin ex-mand, ligger det uden for nævnets kompetence at vurdere.

Forbrugeren fik således ikke medhold. Læs hele afgørelsen om den første sag her.

Den anden sag drejede sig om betaling af sikkerhedsstillelse. Energiselskabet havde anmodet om sikkerhedsstillelse på grund af forbrugerens betalingshistorik.

Energiselskabet havde i december 2014 stillet krav om sikkerhed for fremtidig levering af el fra forbrugeren. Sikkerhedsstillelsen skulle betales i marts 2015. Hvis forbruger ikke stillede sikkerhed, ville energiselskabet afbryde for elforsyningen. Grundlaget for kravet om sikkerhedsstillelse var, at energiselskabet siden 2009 havde sendt 18 gebyropkrævninger til forbrugeren.

Nævnet konstaterede, at forbrugeren havde haft et uregelmæssigt betalingsmønster, men at energiselskabet ikke havde haft et egentligt økonomisk tab. Samtidig havde forbrugeren hverken forfaldne eller ubetalte fordringer.

Med hensyn til spørgsmålet om konsekvensen af det uregelmæssige betalingsmønster, traf nævnet en dissensafgørelse. Flertallet (formanden og forbrugersiden) vurderede, at kriterierne for at kræve sikkerhedsstillelse ikke var opfyldt. Begrundelsen var, at energiselskabet ikke havde haft et egentligt økonomisk tab. Herudover havde forbrugeren skiftet til månedsvis afregning og havde siden da overholdt betalingsfristerne ved alle sine betalinger. Dette mente flertallet var tilstrækkeligt bevis på, at der ikke var særlig grund til at forvente manglende betaling.

Mindretallet (erhvervssiden) var enige med energiselskabet i, at kriterierne for at opkræve sikkerhedsstillelse var opfyldt. Mindretallet var af den opfattelse, at betalingsvilligheden (et kriterie for at opkræve sikkerhedsstillelse) var meget lav. Det faktum, at forbrugeren var overgået til månedsvis afregning og herefter havde betalt sine regninger til tiden, tillagde mindretallet ikke afgørende betydning, idet forbrugeren blot kunne framelde sig igen.

Forbrugeren fik således medhold. Læs hele afgørelsen om den anden sag her.

Den tredje sag angik et gebyr, som energiselskabet opkrævede forbrugeren i forbindelse med et besøg på installationsadressen.

Forbrugeren var lejer på adressen frem til juli 2014. Den 3. juli 2014 sendte forbrugeren en e-mail til energiselskabet med oplysning om fraflytning pr. 14. juli 2014. Samme dag afviste energiselskabet at registrere fraflytningen pga. mangelfulde oplysninger.

Den 6. august 2014 kom energiselskabet på besøg for at aflæse måleren. Da der ikke var tilmeldt en ny lejer på adressen, valgte energiselskabet at afbryde for forsyningen og opkræve gebyr for forsyningsafbrydelsen. Efterfølgende blev parterne uenige om berettigelsen af gebyret.

Nævnet vurderede, at energiselskabet ikke kunne kræve, at fraflyttede lejere skal oplyse om eventuelle nye lejeres indflytning. Nævnet konstaterede herefter, at selskabet alene var berettiget til at opkræve et aflæsningsgebyr for besøget på adressen.

Det var således nævnets afgørelse, at energiselskabet først måtte afklare med ejeren af ejendommen, om denne skulle være kunde, eller om forsyningen skulle afbrydes på ejerens egen regning og risiko. Forbrugeren kunne derfor ikke opkræves et lukkegebyr.

Forbrugeren fik således delvis medhold. Læs hele afgørelsen om den tredje sag her.

Den fjerde sag drejede sig om fraflytning af et lejemål og betaling af en flytteopgørelse.

Forbrugeren flyttede ind på adressen i april 2013 sammen med sin ex-mand.

I december 2013 fraflyttede forbrugeren lejemålet og orienterede sin udlejer. Men ikke energiselskabet. Ex-manden boede fortsat i lejemålet og forbrugte el.

Indtil den 6. januar 2014 var al elforbrug på adressen betalt til udlejeren. Forbrugeren og hendes ex-mand var således ikke kunder hos energiselskabet i perioden fra april 2013 til den 6. januar 2014. Da forbrugeren fraflyttede adressen, troede hun, at alt var afregnet med udlejeren.

Forbrugeren blev tilmeldt som kunde på adressen den 6. januar 2014. Parterne var dog uenige om hvordan dette skete. Forbrugerens forklaring var, at udlejeren tilmeldte hende som kunde uden hendes viden og accept. Energiselskabet derimod anførte, at forbrugeren telefonisk havde tilmeldt sig selv som kunde.

Begge parter var dog enige om, at udlejeren afmeldte forbrugeren som kunde den 13. november 2014. Energiselskabet opgjorde elforbruget i perioden fra januar 2014 til 13. november 2014. Herefter rettede energiselskabet kravet mod forbrugeren, da hun var registreret som kunde i denne periode.

Nævnet konstaterede, at udlejer havde været kunde frem til den 6. januar 2014. Nævnet fandt det udelukket, at forbrugeren skulle have tilmeldt sig selv som kunde efter, at hun fraflyttede adressen. Herudover fandt nævnet det ikke dokumenteret, at andre med den fornødne fuldmagt havde tilmeldt forbrugeren som kunde. Med denne begrundelse fandt nævnet, at energiselskabet ikke havde dokumenteret, at der var indgået et gyldigt kundeforhold.

Energiselskabet havde fremsat påstand om, at forbrugeren skulle have modtaget en kontrakt vedrørende et markedsprodukt. Nævnet bemærkede i denne forbindelse, at en sådan kontrakt ifølge forbrugerbeskyttelsesbekendtgørelsen i så fald skulle underskrives for at være gyldig. Energiselskabet oplyste, at kontrakten aldrig blev returneret i underskrevet stand. Energiselskabet kunne heller ikke på denne måde dokumentere, at der blev indgået et gyldigt kundeforhold.

Nævnet gav forbrugeren medhold, da energiselskabet ikke kunne dokumentere et gyldigt indgået aftaleforhold. Læs hele afgørelsen om den fjerde sag her.