Nye Afgørelser juni 2016

Den første sag handlede om hvornår betaling er rettidig. Problemstillingen var aktuel, da forbrugeren betalte inden forfaldsdatoen, men beløbet blev først registreret på selskabet konto efter forfaldsdatoen.

Selskabet sendte i maj 2015 et lukkevarsel til forbrugeren, hvori forbrugeren blev oplyst om, at betalingen skulle være selskabet i hænde inden forfaldsdatoen. Hvis dette ikke var tilfældet, ville selskabet afbryde strømmen. Forbrugeren betalte beløbet via netbank dagen før forfaldsdatoen.

Registreringen af betalingen nåede ikke frem til selskabet, hvorfor strømmen blev afbrudt på forfaldsdatoen, og forbrugeren måtte betale lukke- og åbnegebyr.

Nævnet vurderede, at betalingen var rettidig og frigørende fra det tidspunkt, hvor beløbet blev afsendt fra forbrugerens konto. Vurderingen stemte overens med sædvanlig praksis i skyldforhold, og svarede til princippet i betalingstjenestelovens § 69.

Den mest naturlige fortolkning af selskabets formulering: "beløbet skal være selskabet i hænde senest …" er, at forbrugeren skal have iværksat betaling rettidigt og frigørende inden forfaldsdatoen. Nævnet vurderede derfor, at betalingen var sket rettidigt, og afbrydelsen var dermed uberettiget. Selskabet skulle således tilbagebetale lukke- og åbnegebyr til forbrugeren.

Herudover bemærkede nævnet, at formuleringen: ”i hænde senest…” var udtryk for en ikke almindelig praksis, som ikke var i overensstemmelse med principperne i gældsbrevsloven og betalingstjenesteloven.

Forbrugeren fik således medhold. Læs hele afgørelsen her.

Den anden sag drejede sig om betaling af et merforbrug, der blev opdaget i forbindelse med udskiftning af forbrugerens elmåler.

Ved udskiftning af elmåleren i oktober 2014 opdagede selskabet et merforbrug på 47.504 kWh. Forbrugeren havde siden starten af sit kundeforhold i 1994 selvaflæst og indsendt disse aflæsninger til selskabet. I november 2014 modtog forbrugeren slutopgørelsen og klagede til selskabet over efterreguleringen.

Nævnet konstaterede, at forbrugeren havde selvaflæst i 20 år, og at der i denne forbindelse ikke havde været årsag til, at selskabet skulle have foretaget kontrolaflæsninger. Nævnet fandt det ikke sandsynligt, at merforbruget var forbrugt over en periode på blot 10 måneder, som anført i selskabets opgørelse.

Nævnet vurderede, at det var mest rimeligt at fordele merforbruget ud over de sidste 20 år, hvor brugeren havde været kunde. Merforbruget skulle således fordeles ligeligt over denne periode, og afregnes til de priser der var gældende i de enkelte år. På denne måde skulle forbrugeren ikke betale hele forbruget til den aktuelle dagspris.

Til sidst fandt nævnet, at selskabet ikke kunne kræve det forbrug, som lå før år 2005, betalt af forbrugeren. Alle krav vedrørende forbrug indtil 2005 var forældet efter den 10-årige forældelsesfrist.

Forbrugeren fik således medhold. Læs hele afgørelsen her.