Afgørelse
Nummer
15/01814
Skal forbruger hæfte for virksomheds el med tilbagevirkende kraft?
Kompetence ▪ Regningsklage ▪ Hæfte for elforbrug med tilbagevirkende kraft ▪ Virksomhed ophørt, men var stadig i funktion.
Afgørelsens konklusion
Ankenævnet afviser at behandle klagen fra JRM mod Energi Viborg ⅍ på vegne af Energi Viborg Elnet ⅍ & Energi Viborg Forsyning ⅍.
Sagsresumé
Sagen drejer sig om, hvorvidt forbrugeren kan indsættes som kunde med tilbagevirkende kraft på adressen: …, 8800 Viborg (installationsadressen). Forbrugeren skal således eventuelt hæfte for et elforbrug, der er blevet forbrugt af en erhvervsvirksomhed.
Det omtvistede elforbrug blev forbrugt af erhvervsvirksomheden … ENTERPRISES, FILIAL AF … ENTERPRISES LIMITED ENGLAND, i perioden 1. juli 2014 til 30. september 2014. Forbrugeren har været medejer af denne erhvervsvirksomhed med en ⅓ ejerandel.
Den 25. august 2014 ophørte … på grund af manglende indsendelse af årsrapport, men virksomheden var tilsyneladende ikke bekendt med denne tvangsopløsning. Virksomheden fortsatte derfor sin funktion.
Den 10. november 2014 modtog forbrugeren et opkald fra energiselskabet, der fortalte, at … var tvangsopløst, og at energiselskabet ville indsætte forbrugeren som privat kunde for installationsadressen.
Forbrugeren accepterede herefter at hæfte for kundeforholdet på installationsadressen for fremtiden, men har udtrykkeligt afvist at give accept på at blive opkrævet betaling for allerede forbrugt elektricitet, dvs. hæfte som privat forbruger med tilbagevirkende kraft.
Forbrugeren klagede skriftligt til energiselskabet den 2. februar 2015. Energiselskabet afviste forbrugerens klage den 4. februar 2015.
Efterfølgende oprettede forbrugeren et nyt selskab ved navn xxx 2015 ApS på adressen …, 8800 Viborg. Dette selskab skiftede i marts 2015 navn til x ApS, uden at energiselskabet blev orienteret herom.