Afgørelse

Nummer
4/1920-0101-0381

Flytteregning - Netbenyttelsesaftalen fra opkøbt elforsyningsselskab var gældende ved fraflytning - Faktisk flyttedato som skæringsdato - Pligt til at fordele forbrug mellem fra- og tilflytter

Flytteafregning * 2 forskellige flytteopgørelser - Uenighed om flyttedato - Manglende selvaflæsninger i en længere periode - Opkøbt forsyningsvirksomheds netbenyttelsesaftale var gældende ved fraflytningen - Indklagede skulle beregne og fordele elforbrug med anvendelse af faktisk flyttedato som skæringsdato

KLAGENS INDHOLD OG FORLØB

Sagen vedrører en flytteopgørelse - faktura nr. 2201132779 af 4. april 2006 for el- og bygasforbrug i perioden 01.12.2004 - 30.11.2005 - på 15.761,30 kr. Endvidere fremgår det af ”Samlet kontoinformation” af samme dato, at det af indklagede opgjorte betalingskrav er på 20.688,47 kr. dækker flytteregningen, en årsregning for perioden 30.11.2002 - 30.11.2004 samt flere a conto-regninger.

Ifølge klager modtog han efter fraflytning to opgørelser over skyldige beløb for el og gas.  Den første lød på mindre end 2.000 kr., hvilket klager betalte. Den næste regning lød på lige under 20.000 kr. I forbindelse med modtagelsen af flytteopgørelsen rettede klager adskillige telefoniske henvendelser til indklagede.

Ifølge CPR-registret havde klager meldt adresseændring per den 2. januar 2005, men ikke til indklagede.

Den 22. marts 2007 overførte indklagede internt kravet mod klager til en konto for dubiøse debitorer og registrerede kravet som afskrevet. Indklagede har dog overgivet fordringen til retslig inkasso.

Da klager ikke har villet anerkende fordringen, er der ved Københavns Byret udtaget stævning den 18. december 2006

Uddrag af Købehavns Energis »BESTEMMELSER FOR NET­TIL­SLUT­NING OG ‑AD­GANG TIL DET KOL­LEK­TI­VE ELNET«

Hæftelse. Fraflytning

11.2

Kunden hæfter for betaling for netbenyttelse efter gældende pris indtil den dato, til hvilken netbenyttelsesaftalen er opsagt, og kunden har givet adgang til aflæsning af måleren, eller der foreligger en af KE accepteret selvaflæsning, eller ny kunde er indtrådt i aftaleforholdet, og hvor denne har oplyst målerstanden. KE kan opkræve gebyr i forbindelse med kundens fraflytning.

Såfremt der ikke på en kundes fraflytningstidspunkt sker en aflæsning af måleren og en tilmelding af en ny kunde, skal KE, når KE bliver opmærksom på, at en ny kunde er indtrådt i leveringsforholdet, foretage en opdeling af regningen på den tidligere og den nye kunde ud fra objektivt konstaterbare data, f.eks. dato på lejekontrakt eller skøde.

NÆVNETS BEMÆRKNINGER

Efter elforsyningslovens § 6, stk. 2, har enhver ret til mod betaling at blive forsynet med elektricitet fra en virksomhed med forsyningspligt, ligesom enhver har ret til mod betaling at få adgang til distributionsnettet. Dette indebærer, at forbrugeren forudsætningsvis efter elforsyningsloven og i øvrigt efter dansk rets almindelige regler ved at forbruge el har accepteret at stå i et forpligtende kundeforhold med både netselskabet og elleverandøren.

I relation til netselskabet må forbrugeren herefter acceptere at modtage transportydelsen på netselskabets leveringsvilkår (»netbenyttelsesaftalen«), og til de gældende prisvilkår, som er anmeldt til Energitilsynet.

I relation til elleverandøren har forbrugeren ligeledes accepteret at købe elektriciteten hos det forsyningspligtige elselskab efter dette selskabs gældende leveringsvilkår (»leveringsbetingelser«), medmindre forbrugeren har valgt en anden elleverandør, som der er så er indgået en egentlig, skriftlig kontrakt med.

For netbenyttelsesaftalen og leveringsbetingelserne gælder, at disse skal være anmeldt til Energitilsynet og er reguleret af elforsyningsloven samt dansk rets øvrige regler, herunder bl.a. aftale- og købeloven.

Nævnet lægger til grund, at på det tidspunkt, hvor klager fraflyttede, var klagers tidligere forsyningsselskab overtaget af indklagede, og kundeforholdet skiftet til indklagede. I forbindelse med dette kreditorskifte har indklagede ikke efter det oplyste ophævet den dagældende netbenyttelsesaftale fra Københavns Energi, som først pr. 1. maj 2007 blev erstattet af indklagedes egen netbenyttelsesaftale.

Klagers fraflytning fra installationsadressen skal derfor behandles efter § 11.2 i Københavns Energis netbenyttelsesaftale. Det andet afsnit i denne bestemmelse må naturligt fortolkes som en handlepligt for indklagede til at foretage en opdeling af regningen på den tidligere og den nye kunde, når indklagede bliver opmærksom på, at en ny kunde er indtrådt i kundeforholdet.

Da klager i forbindelse med modtagelse af flytteopgørelsen fremsatte indsigelse mod afregningsperioden, har indklagede i strid med den gældende netbenyttelsesaftale afvist at fordele forbruget på fra- og tilflytter med flyttedatoen den 2. januar 2005 som skæringsdato.

Nævnet lægger også til grund, at såvel klager som fraflytter og den nye lejer som tilflytter i strid med netbenyttelsesaftalen har undladt henholdsvis at fra- og tilmelde sig med tilhørende aflæste målerstande. Da brugbare måleraflæsninger således ikke er til stede, er indklagede herefter berettiget til at foretage en lineær beregning af dagsforbruget og anvende dagsforbruget for det antal dage, som klager skal afregne, dvs. perioden fra 1. december til 31. december 2004. Klager fritages herefter for at betale for et lineært beregnet forbrug for perioden fra 1. januar til 29. september 2005. Om indklagede på nuværende tidspunkt kan kræve det lineære beregnede forbrug betalt af den tilflyttede kunde har nævnet ikke taget stilling til, da tilflytter ikke er sagspart i den foreliggende sag.

Da indklagedes betalingskrav således har været opgjort i strid med de aftaleretlige forhold, har klager været berettiget til at afvise betalingen af alle de betalingskrav, som indklagede, inkassofirmaer og inkassoadvokater indtil nu har fremsat.

Heraf følger også, at klager fritages for at betale renter og gebyrer i perioden forud for denne afgørelse. Ligeledes fritages klager for at betale rykkergebyrer, således at indklagede inden 30 dage skal sende en ny flytteopgørelse, hvor samtlige pålagte morarenter, rykker- og interne inkassogebyrer er krediteret klager. Endvidere kan indklagede ikke kræve, at klager skal dække eksterne inddrivelses- og inkassoomkostninger, ligesom alle omkostninger i forbindelse med den ophævede retssag må bæres af indklagede selv.

Hent afgørelsen her (pdf)