Afgørelse
Nummer
12/05657
Bygasselskabet fordelte i strid med egne bestemmelser omkostningerne mellem 2 husejere
Fraskæring af bygasstikledning ▪ Gasstikledningen forsyner to ejendomme
Afgørelsens konklusion
Forbrugeren fritages for at betale noget til bygasselskabet, KE Bygas A/S (nu HOFOR Bygas), i forbindelse med fraskæring af gasstikledningen til de to ejendomme på Hovmålvej.
Sagsresumé
Sagen drejer sig om, hvorvidt indklagede er berettiget til at kræve betaling fra klager i forbindelse med fraskæring af gasstikledning.
Ejendommen er oprindeligt gasforsynet med én stikledning til ejendommen. Denne stikledning har også forsynet naboejendommen på Hovmålvej 57 i form af en afgrening på klagerens grund, jf. nedenstående skitse. (udeladt)
Da stikledningen forsynede to ejendomme, er den sikret med en tinglyst deklaration fra 1942 på klagerens matrikel.
Klager købte i 1991 ejendommen af Nykredit, hvor der ikke var bygasforsyning. Klager har aldrig aftaget bygas eller været registreret som bygaskunde, ligesom der heller ikke har været opsat nogen gasmåler. Ved ejendomskøbet er der ikke givet nogen oplysninger om tidligere gasforsyning, hverken af Nykredit eller ejendomsmægleren.
Stikledningens afgrening til klagerens hus blev i 2007 fraskåret uden beregning, mens gasforbruget fortsatte til nabohuset. I den forbindelse blev der i en e-mail, sendt til en håndværker den 17. december 2007 med mailadresse: ”deresmurer@gmail.com”, gjort opmærksom på, at når/hvis gasforbruget til naboejendommen ophørte, skulle gasledningen fraskæres i vejen, og omkostningen deles mellem de to ejendomme.
Da gasforbruget ophørte på naboejendommen, blev gasstikledningen i december 2011 fraskåret i vejen. Gebyret herfor blev efterfølgende faktureret til de to ejendomme, med halvdelen til hver, dvs. 4.687,50 kr. til klager.
Da klager og indklagede ikke kunne nå til enighed angående betaling for fraskæringen, blev sagen indbragt for ankenævnet.