Temaer
Forsinket eller manglende slutafregning
Nævnet modtager jævnligt klager fra forbrugere vedrørende slutafregninger. Her kan du læse mere om, hvad der gælder i forbindelse med forsinket og manglende slutafregning for elforbrug.
I klagesagerne oplever forbrugerne for eksempel at modtage en slutafregning fra deres tidligere elselskab længe efter, at de er stoppet med at modtage el fra selskabet. Eller også oplever forbrugerne, at de slet ikke modtager en slutafregning fra deres elselskab.
Forsinket eller manglende slutafregning
Et elselskab er forpligtet til at sende en forbruger en slutafregning for elforbruget i forlængelse af, at forbrugeren skifter elselskab eller fraflytter sin adresse. Slutafregningen indebærer typisk en opkrævning fra selskabet hos forbrugeren vedrørende den strøm, som forbrugeren har aftaget siden sidste periodeafregning og indtil den sidste dag, forbrugeren aftog strøm fra selskabet.
En slutafregning kan imidlertid også betyde, at forbrugeren har et tilgodehavende. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis forbrugeren har betalt forud (aconto) for en periode, der ligger ud over den periode, forbrugeren har aftaget el fra selskabet, og det betalte acontobeløb til selskabet er større end prisen for den mængde strøm, forbrugeren har aftaget fra selskabet i perioden.
Situationen er forskellig alt afhængig af, om man som forbruger oplever for sent at modtage krav om efterbetaling til elselskabet (forsinket slutafregning), eller om man mener at have krav på tilbagebetaling af sin forudbetaling (manglende slutafregning).
Forsinket slutafregning for elforbrug
Som udgangspunkt er man som forbruger forpligtet til at betale for den mængde strøm, man har aftaget.
Det gælder også, selv om man først bliver opkrævet på et senere tidspunkt.
Hvis elselskabet har et tilgodehavende hos forbrugeren, skal dette derfor som udgangspunkt betales.
Det har nævnet fastslået ved flere lejligheder, og blandt andet i sagen 19/04797, hvor nævnet ikke fandt grundlag for at fritage forbrugeren for betaling af en forsinket fakturering for elforbrug. I sagen var der ikke uenighed om, at forbrugeren faktisk havde brugt den strøm, som selskabet opkrævede betaling for. Læs mere i afgørelsen af sagen 19/04797.
Omvendt har nævnet i andre sager vurderet, at der kan være tilfælde, hvor et elselskab har mistet retten til at opkræve forbrugeren for forbrugt strøm. Også selv om forbrugeren og elselskabet er enige om, at strømmen er forbrugt. Dette er navnlig tilfældet, hvis
- elselskabets krav er forældet, eller
- elselskabet har udvist retsfortabende passivitet.
Læs her mere om nævnets praksis vedrørende retsfortabende passivitet.
Retsfortabende passivitet
Hvis man har et økonomisk krav over for en modpart, kan man i visse tilfælde miste muligheden for at gøre kravet gældende alligevel. Det kræver, at man over en længere periode ikke har opkrævet beløbet – man har altså forholdt sig passivt. Samtidig kræver det, at modparten har grund til at tro, der ikke kommer et krav. Hvis det er situationen, kan der være tale om retsfortabende passivitet.
Det er vanskeligt at opstille almindelige regler for, hvornår man kan miste sin ret ved passivitet, eller hvor lang tid der skal gå, før man har mistet retten til beløbet.
Forsinket fakturering ved en slutafregning adskiller sig fra forsinkede fakturaer i almindelighed, eftersom elselskaberne efter reglerne skal slutfakturere en forbruger inden for en nærmere bestemt frist efter, at forbrugeren har skiftet elselskab eller er fraflyttet adressen.
Hvis elselskabet ikke overholder fristen, betyder det dog ikke i sig selv, at selskabet dermed mister retten til at gøre et krav gældende over for forbrugeren.
Fristen har dog alligevel betydning. Nævnet vurderer i sagerne, om der er gået så længe, at forbrugeren må kunne regne med ikke at få en opkrævning fra elselskabet. Elselskabet kan altså risikere at miste sit krav, hvis selskabet har forholdt sig passivt i længere tid.
I sagen 19/07628 gik der to år og tre måneder, fra forbrugeren skiftede elselskab, til elselskabet sendte en slutopgørelse til forbrugeren. Nævnet mente, at forbrugeren havde kunne regne med ikke at blive mødt med et krav efter så lang tid. Elselskabet havde derfor mistet muligheden for at opkræve det beløb, der fremgik af slutopgørelsen. Læs mere i afgørelsen af sagen 19/07628.
Hvis elselskabet løbende har orienteret forbrugeren om, at der vil komme en opkrævning fra elselskabet, har forbrugeren derimod ikke grund til at tro, der ikke kommer en regning. Det betyder, at hvis elselskabet har holdt forbrugeren orienteret, har elselskabet ikke forholdt sig passivt.
I sagen 19/06254 gik der fire måneder, fra forbrugeren skiftede elselskab, til elselskabet sendte en slutopgørelse til forbrugeren. Elselskabet havde dermed ikke overholdt fristen for slutafregning. Det var dog nævnets vurdering, at elselskabet ikke havde mistet retten til at opkræve forbrugeren. Ifølge nævnet havde det i sagen betydning for afgørelsen, at elselskabet løbende havde orienteret forbrugeren om, at forbrugeren ville blive opkrævet for sit forbrug på et senere tidspunkt. Læs mere i afgørelsen af sagen 19/06254.
Det kan du gøre, hvis du mener, at du ikke skal betale den forsinkede slutafregning
- Klag skriftligt til elselskabet. Oplys, at du ikke mener, at du er forpligtet til at betale den forsinkede slutafregning.
- Hvis elselskabet fastholder, at du skal betale slutafregningen, kan du klage til nævnet via den digitale klageformular. Hvis elselskabet ikke har svaret dig skriftligt inden for 30 dage, kan du også klage til nævnet.
- Orienter eventuelt Forsyningstilsynet om, at elselskabet ikke overholder kravet at slutafregne kundeforholdet senest seks uger elleveringens ophør. Se kontaktoplysninger på Forsyningstilsynets hjemmeside.
Hvad er en slutafregning?
En slutafregning – også kaldet slutopgørelse – er den endelige afregning af en elforbrugers kundeforhold hos et elselskab. Med andre ord er det den sidste regning, som man kan forvente at få fra sit elselskab.
Fristen for slutafregning
Elselskabet skal slutafregne forbrugeren senest fire uger efter, at forbrugeren har skiftet elselskab eller er fraflyttet adressen. Det fremgår af § 17, stk. 1, i elleveringsbekendtgørelsen, som trådte i kraft den 17. januar 2025.
Før den 17. januar 2025 var fristen for slutafregning seks uger. Det fremgår af § 7, stk. 5, i den dagældende elleveringsbekendtgørelse.
Nævnet modtager jævnligt klager fra forbrugere, der oplever, at de ikke modtager en slutafregning fra deres elselskab. I denne artikel kan du blive klogere på nævnets praksis i sagerne.
Manglende slutafregning for elforbrug
Når en forbruger skifter elselskab eller fraflytter sin adresse, skal elselskabet slutafregne forbrugeren inden for en nærmere bestemt frist efter, at forbrugeren har skiftet elselskab eller er fraflyttet adressen.
Forbrugeren kan have en interesse i at modtage en slutafregning for elforbruget, eksempelvis hvis forbrugeren har betalt forud (aconto) for en periode, der ligger ud over den periode, forbrugeren har aftaget el fra selskabet. Her kan det betalte acontobeløb til selskabet være større end prisen for den strøm, forbrugeren har aftaget fra selskabet i perioden.
Eksempel:
Forbrugeren aftager el fra sit elselskab, og forbrugeren betaler aconto tre måneder i forvejen.
Forbrugeren betaler aconto for januar til marts 2023. Acontoopkrævningen fra selskabet er på 3.000 kr. svarende til 1.000 kr. pr. måned.
Forbrugeren skifter elselskab pr. 1. marts 2023, og forbrugeren stopper derfor med at aftage el fra selskabet efter 28. februar 2023.
Forbrugeren har i dette tilfælde betalt aconto for en måned mere (marts 2023), end forbrugeren har modtaget el fra selskabet. I dette tilfælde, kan forbrugeren have et tilgodehavende hos selskabet, hvis forbrugerens elforbrug svarer nogenlunde til de acontoopkrævninger, som forbrugeren modtager.
Forbrugeren vil derfor have en interesse i at modtage en slutafregning fra selskabet hurtigst muligt efter leverandørskiftet den 1. marts 2023.
Hvis man ikke modtager en slutafregning fra sit elselskab, har man efter nævnets praksis ret til at få tilbagebetalt de beløb, man har betalt i aconto for den periode, der ikke er opgjort.
I sagen 22/09426 havde et elselskab opkrævet acontobeløb på 2.175,06 kr. hos en forbruger vedrørende perioden 1. juni til 31. august 2022. Forbrugeren skiftede elselskab den 16. juni 2022, og forbrugeren spurgte herefter selskabet, hvornår han ville få tilbagebetalt sine penge for de 2 ½ måneders elforbrug, som selskabet havde opkrævet ham for.
Da selskabet overfor nævnet ikke havde dokumenteret, at det havde slutafregnet kundeforholdet, fandt nævnet, at selskabet skulle tilbagebetale 2.175,06 kr. til forbrugeren vedrørende betalt aconto for perioden 1. juni til 31. august 2022.
Nævnet bemærkede, at selskabet ikke var afskåret fra at opkræve forbrugeren for det faktiske forbrug. Det betyder, at selvom nævnet har truffet afgørelse om, at forbrugeren får hele acontobeløbet tilbage, så kan forbrugeren risikere, at selskabet efterfølgende opkræver et beløb for det faktiske forbrug i perioden.
Hvis man som forbruger ikke modtager en rettidig slutafregning fra sit elselskab efter skift af elselskab eller adresseflytning, kan man benytte følgende fremgangsmåde:
- Skriftlig (for eksempel via e-mail) bede sit elselskab om hurtigst muligt og med en rimelig frist at sende en slutafregning.
- Modtager man fortsat ikke slutafregningen, kan man klage til nævnet, når der er gået 30 dage fra klagen til selskabet.
- Klagen kan indsendes via den digitale klageformular.
Hvad er en slutafregning?
En slutafregning – også kaldet slutopgørelse – er den endelige afregning af en elforbrugers kundeforhold hos et elselskab. Med andre ord er det den sidste regning, som man kan forvente at få fra sit elselskab.
Fristen for slutafregning
Elselskabet skal slutafregne forbrugeren senest fire uger efter, at forbrugeren har skiftet elselskab eller er fraflyttet adressen. Det fremgår af § 17, stk. 1, i elleveringsbekendtgørelsen, som trådte i kraft den 17. januar 2025.
Før den 17. januar 2025 var fristen for slutafregning seks uger. Det fremgår af § 7, stk. 5, i den dagældende elleveringsbekendtgørelse.
Hvad er en slutafregning?
En slutafregning – også kaldet slutopgørelse – er den endelige afregning af en elforbrugers kundeforhold hos et elselskab. Med andre ord er det den sidste regning, som man kan forvente at få fra sit elselskab.
Fristen for slutafregning
Elselskabet skal slutafregne forbrugeren senest fire uger efter, at forbrugeren har skiftet elselskab eller er fraflyttet adressen. Det fremgår af § 17, stk. 1, i elleveringsbekendtgørelsen, som trådte i kraft den 17. januar 2025.
Før den 17. januar 2025 var fristen for slutafregning seks uger. Det fremgår af § 7, stk. 5, i den dagældende elleveringsbekendtgørelse.