Afgørelse

Nummer
12/11468

Fraflyttet adresse ▪ Hæftelse for elforbrug indtil fraflytning

Afgørelsens konklusion 

Netselskabet, SEAS-NVE Net A/S & elselskabet SEAS-NVE Forsyning A/S, ved elleverandøren SEAS-NVE Strømmen A/S, skal overfor forbrugeren effektuere framelding pr. 31. december 2012.

Elleverandøren skal udarbejde en ny slutopgørelse med udgangspunkt i denne framelding og den aflæste målerstand samt friholde forbrugeren for abonnementsbetaling i perioden fra 1. januar til 31. januar 2013.

Sagsresumé 

Forbrugeren blev den 1. juni 2010 tilmeldt på adressen X i Ringsted af LEA Ejendomspartner.

Forbrugeren opsagde den 29. september 2011 lejemålet på X. LEA Ejendomspartner meddelte forbrugeren, at han hæftede for el og øvrige forbrugsafgifter frem til 31. december 2011.

Af ejendomsselskabet blev forbrugeren den 1. februar 2012 tilmeldt adressen Y i Sneslev ved Ringsted.

Den 23. februar 2012 tilmeldte ny lejer sig telefonisk som ny kunde på forbrugerens tidligere adresse på X. Elselskabet udarbejdede en slutopgørelse til forbrugeren for perioden 15.06.2011 – 31.01.2012 med et betalingskrav på 3.105,88 kr. for et ikke-afregnet forbrug på 1.240 kWh samt regningsgebyr på 81,25 kr.

Den 8. marts 2012 oplyste forbrugeren til elselskabet, at han allerede den 15. december 2011 var fraflyttet X, jf. fraflytningsrapporten. Der fremgår dog ikke nogen fraflytningsdato. Forbrugeren oplyste desuden, at fraflytningsmålerstanden var 1.117 kWh, og ikke 1.593 kWh, som oplyst af elselskabet. Ejendomsselskabet har i e-mail (afsendt den 20. februar 2012 kl. 09:02) oplyst til elselskabets kundecenter, at forbrugeren fraflyttede adressen med et oplyst målernummer og en aflæst målerstand på ”00117”.

Den 2. maj 2012 sender forbrugeren en mail til elselskabet og bemærkede, at elselskabet stadig sendte en opgørelse til forbrugerens tidligere adresse på Kongstedvej 81. Elselskabet besvarede mailen den 7. maj 2012.

Den 6. juni 2012 sendte elselskabet sagen til Købmandstandens Inkasso Service.

Herefter har forbrugeren rettet henvendelse til Ankenævnet for Energiområdet.

Hent afgørelsen her (pdf)