Afgørelse
Nummer
15/12092
Forældelse og lineær beregning
Regningsklage ▪ Højt elforbrug efter målerudskiftning ▪ Måler undersøgt af energiselskabet ▪ Lineær beregning af merforbrug.
Afgørelsens konklusion
Thy-Mors Energi Service A/S skal beregne den lineære fordeling af det omtvistede forbrug på 47.504 kWh på de enkelte afregningsår for perioden fra den 17. december 2005 til den 29. oktober 2014.
Herefter skal Thy-Mors Energi Service A/S fakturere det lineært beregnet forbrug pr. forbrugsår ved anvendelse af de enhedspriser, der har været gældende for de enkelte afregningsår. Thy-Mors Energi Service A/S skal senest 30 dage efter forkyndelsen af denne afgørelse udarbejde en ny afregningsfaktura i overensstemmelse med principperne ovenfor. Forbrugeren skal herefter gives en betalingsfrist på mindst 30 dage.
Thy-Mors Energi Service A/S skal efter § 27, stk. 1. i ankenævnets vedtægter betale sagsomkostninger til ankenævnet Beløbet udgør 8.500 kr. inkl. moms, jf. vedtægtens§ 27, stk. 2. Beløbet betales senest 30 dage efter den fakturadato, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen på ankenævnets vegne udsender.
Sagsresumé
Sagen drejer sig om betaling af et merforbrug, som blev opdaget efter udskiftning af forbrugerens elmåler. Forbrugeren har boet på leveringsadressen siden den 15. maj 1994. Måleren er kun undersøgt af energiselskabet via en belastningstest, men forbrugeren har afslået tilbud om målerundersøgelse på et laboratorium.
Forbrugerens elmåler blev udskiftet den 29. oktober 2014. Måleren blev aflæst og slutopgørelsen blev dannet.
Den 28. november 2014 sendte energiselskabet slutopgørelsen til forbrugeren. Forbrugeren har bestridt at have modtaget opgørelsen eller efterfølgende rykkerbreve.
Den 2. februar 2015 afleverede en medarbejder fra energiselskabet et lukkevarsel på adressen til forbrugerens 12 årige datter, som var den eneste, der var hjemme. I lukkevarslet var der en forfaldsdato den 5. februar 2015. Dagen efter ringede forbrugeren til energiselskabet og fik oplyst, at regningen vedrørte manglende betaling.
Den 4. februar 2015 betalte forbrugeren hele kravet i protest. Forbrugeren fotograferede målerstanden på den nye måler den 29. oktober 2015. Forbruget ligger på niveau med de sidste mange års forbrug. Den 13. november 2015 afholdt parterne et møde, hvor der ikke blev opnået enighed angående hæftelse for merforbruget.
Sagen blev indbragt for nævnet den. 17. december 2015.