Afgørelse

Nummer
16/06728

Telefonsalg - fortrydelsesret

Aftaleindgåelse ▪ Telefonsalg ▪ Gyldighed ▪ Sms-bekræftelse uden samtykke ▪ Fortrydelsesret.

Afgørelsens konklusion

Energiselskabet Gasel C/o Energi Fyn Faaborg Handel A/4 skal anerkende, at der ikke er indgået en gyldig aftale om levering af el med forbrugeren.

Energiselskabet skal inden 30 dage tilbagebetale 1.173,55 kr. til forbrugeren. Ved betaling efter forfaldsdato forrentes beløbet efter renteloven. 

Gasel C/o Energi Fyn Faaborg Handel A/s betaler senest 30 dage efter fakturadato sagsomkostninger på 8.500 kr. inkl. moms til ankenævnet.

Klagegebyret på 160 kr. inkl. moms tilbagebetales til forbrugeren.

Sagsresumé

Sagen drejer sig om, hvorvidt der er indgået en gyldig aftale om levering af el til adressen__, 7800 Skive.

Den 8. februar 2016 rettede energiselskabet telefonisk henvendelse til forbrugeren.

Energiselskabet har oplyst, at de herefter sendte tilbuddet til forbrugeren pr. mail og forbrugeren efterfølgende accepterede aftalen ved at besvare en sms. Forbrugeren har anført. at hun modtog en sms fra selskabet som hun skulle svare på, samtidig med at samtalen med sælgeren foregik. 

Efter modtagelse af den første regning i starten juni 2016, rettede forbrugeren henvendelse til selskabet og gjorde gældende, at hun ikke havde indgået nogen aftale om levering af el med selskabet. Hertil svarede selskabet, at der var indgået en entydig aftale, men at hun frit kunne vælge en anden udbyder, idet selskabet ikke havde nogen bindingsperiode eller opsigelsesgebyr.

Der var herefter en del korrespondance mellem parterne, som dog ikke kunne nå til enighed.

Sagen blev derfor indbragt for nævnet. Leverancen ophørte den 26. juli 2016.

Læs hele afgørelsen (pdf)