Afgørelse
Nummer
15/01521
Telefonsalg - Vurdering af konkurrence
Telefonsalg ▪ Uanmodet henvendelse ▪ Mundtlig aftaleindgåelse om levering af gas ▪ Passivitetsvurdering
Afgørelsens konklusion
SEAS-NVE Strømmen ⅍ skal anerkende, at der ikke er indgået en gyldig aftale med forbrugeren om levering af el.
Energiselskabet skal inden 30 dage tilbagebetale 600 kr. til forbrugeren. Beløbet forrentes fra den 16. maj 2015 til betaling sker.
Forbrugeren fritages i øvrigt for at betale noget beløb til selskabet.
SEAS-NVE Strømmen ⅍ betaler senest 30 dage efter fakturadato sagsomkostninger på 8.500 kr. inkl. moms til ankenævnet.
Klagegebyret på 160 kr. inkl. moms tilbagebetales til forbrugeren.
Sagsresumé
Sagen drejer sig om, hvorvidt der er indgået en gyldig aftale om levering af el på leveringsadressen.
Den 1. oktober 2014 rettede energiselskabet telefonisk henvendelse til forbrugeren. Energiselskabet oplyste, at forbrugeren betalte for meget for elektriciteten og fremkom med et tilbud om levering af el. Da tilbuddet ”lød godt”, accepterede forbrugeren, og der blev sendt papirer til underskrift.
Energiselskabet har oplyst, at forbrugeren efterfølgende accepterede aftalen i en bekræftelsesmail, hvor priser og vilkår også var vedhæftet, herunder oplysning om fortrydelsesret og opsigelsesgebyr.
Forbrugeren har anført, at hun den 3. oktober 2014 ringede til selskabet for at fortryde aftalen, da det havde vist sig, at prisen næsten var dobbelt så dyr som den pris, hun betalte hos sin daværende elleverandør.
Aftalen blev imidlertid først annulleret i november, hvorefter energiselskabet sendte en faktura på 500 kr. i gebyr for opsigelse i bindingsperioden.
Leverancen skulle være startet den 1. december 2014.
Der opstod herefter uenighed om betaling af gebyret, og sagen blev indbragt for nævnet.