Afgørelse
Nummer
Klage over højt forbrug og antal rykkergebyrer
Regningsklage - Klage over store regninger - Skøn - Rykkerforløb
Sagen drejer sig som et højr forbrug for perioden 31. maj 2016 - 4. oktober 2016, samt antallet af rykkergebyrer sendt til forbrugeren.
Afgørelsens konklusion
Modstrøm A/S skal kreditere forbrugeren 1.500 kr. for 15 rykkergebyrer af 100 kr.
Ankenævnet kan ikke give forbrugeren medhold i det øvrige fremsatte krav mod selskabet.
Sagsresumé
Sagen drejer sig om et højt forbrug for perioden fra den 31. maj 2016 – 4. oktober 2016.
Forbrugeren indgik en aftale med handelsselskabet den 19. november 2015. Forbrugeren blev dog først kunde den 1. juni 2016.
Forbruget blev skønsmæssigt fastsat af netselskabet, da forbrugeren på trods af opfordring herom ikke havde aflæst måleren.
Forbrugeren blev tilmeldt installationsadressen med et skøn på 48843 kWh. Da forbrugeren den 4. oktober 2016 aflæste sin måler, blev målerstanden aflæst til 58353 kWh.
Forbrugeren modtog den 5. april 2017 en opgørelse der afregner et forbrug på 8.290 kWh og en faktura på i alt 19.006,39 kr. (Faktura nr. 5467039-192266).
Forbrugeren klagede til selskabet over fakturaen den 12. juni 2017.
Da parterne ikke kunne nå til enighed, blev sagen indbragt for nævnet.
Der er efter nævnets vurdering tale om et løbende aftaleforhold med ydelser, der forfalder regelmæssigt. Efter at selskabet har sendt tre gebyrudløsende rykkerskrivelser, skal forbrugeren således have bragt misligholdelsen til ophør, før der i tilfælde af (ny) restance kan sendes yderligere gebyrudløsende rykkere. Nævnet finder således, at en løbende aftale om levering af el må anses som ét samlet skyldforhold.
Nævnet lagde efter det oplyste til grund, at forbrugeren har undladt at aflæse måleren ved sin tilmelding pr. 1. juni 2016, hvorfor selskabet ifølge tilslutningsbestemmelserne var berettiget til at skønne målervisningen ved tilmeldingen.
Nævnet tog herefter udgangspunkt i, at det målte antal kilowatt-timer er forbrugt, og nævnet fandt derfor ikke grundlag for at tilsidesætte det af energiselskabet opkrævede beløb for forbrugte kilowatttimer.
I sagen foreligger der et kontoudtog for perioden fra 16. december 2015 til 20. maj 2018.
Ved en gennemgang af posteringerne på kontoudtoget kan nævnet konstatere, at hovedstolen går i nul kr. to gange, henholdsvis den 5. oktober 2015 og den 2. juni 2016. Hermed kan selskabet sende op til 3 rykkere op til den 5. oktober 2015, 3 rykkerer efter den 5. oktober 2015 og 3 rykkerer efter den 2. juli 2017, da hovestolen går i 0, og der derved ikke længere består en løbende restance jf. rentelovens § 9 b, stk. 2.
Saldooversigten viser, at selskabet har opkrævet i alt 31 rykkergebyrer, hvoraf 7 er krediteret. Nævnet fandt på baggrund af ovenstående, at forbrugeren skal krediteres for yderligere 15 rykkergebyrer.