Afgørelse

Nummer
24/06935

Størrelsen på selskabets acontoopkrævning – nævnet havde ikke kompetence

Sagen drejede sig om, at selskabet havde opkrævet 36.905,20 kr. i aconto hos forbrugeren den 1. marts 2024, hvilket ifølge forbrugeren svarede til halvanden gange hans årsforbrug af elektricitet.

Afgørelse

Nævnet afviste at behandle forbrugerens klage over størrelsen på det beløb, selskabet opkrævede i aconto hos ham, da nævnet ikke havde kompetence til at vurdere rimeligheden i acontobeløbets størrelse.

Nævnet har ikke kompetence, fordi nævnet ikke kan behandle klager, hvis behandling i henhold til lovgivningen er henlagt til offentlige myndigheder eller andre tvistløsningsorganer. Det følger af § 4 i nævnets vedtægter.

Det er Forsyningstilsynet, der fører tilsyn med elhandelsvirksomheders opkrævning af acontobeløb. Det følger af §§ 6, stk. 2, og 27 i elleveringsbekendtgørelsen.

Nævnet bemærkede dog, at et opkrævet acontobeløb både skal være rimeligt og afspejle forbrugerens elektricitetsforbrug. Nævnet noterede sig også, at selskabet havde tilbagebetalt 32.000 kr. til forbrugeren, men at dette først var sket, da forbrugeren klagede til nævnet.

Sagsresumé

Selskabet havde den 1. marts 2024 trukket et acontobeløb på 36.905,20 kr. på forbrugerens bankkonto, som ifølge forbrugeren svarede til halvanden gange hans årsforbrug af elektricitet.

Forbrugeren havde fremlagt kopi af en betalingsoversigt fra selskabets hjemmeside. Det fremgik heraf, at selskabet havde opkrævet følgende acontobeløb hos på forbrugeren på henholdsvis 11.282,83 kr. pr. 1. september 2023, 10.587,92 kr. pr. 1. december 2023 og 36.905,20 kr. pr. 1. marts 2023.

Forbrugeren klagede til nævnet den 19. marts 2024, og den 20. marts 2024 tilbagebetalte selskabet 32.000 kr. til forbrugeren.

Forbrugeren oplyste til nævnet, at han ikke havde haft ekstra udgifter på sin kassekredit, da selskabet havde valgt at tilbagebetale 32.000 kr. til ham. Forbrugeren oplyste endvidere, at han ikke længere var kunde hos selskabet.

Læs hele afgørelsen 24/06935