Afgørelse

Nummer
24/10970

Varsling af ændring af aftale og retsfortabende passivitet

Sagen drejede sig om, at selskabet havde foretaget en ændring i forbrugerens aftale, som selskabet havde varslet forbrugeren rettidigt i en e-mail. Forbrugeren klagede over ændringen af aftalen til selskabet ca. 21 måneder efter, at ændringen var trådt i kraft. Spørgsmålet var derfor, om selskabet havde varslet forbrugeren i et klart og forståeligt sprog i e-mailen, og om forbrugeren havde klaget rettidigt til selskabet over ændringen.

Afgørelse

Et flertal i nævnet vurderede, at selskabet ikke havde varslet forbrugeren i et klart og forståeligt sprog. Flertallet lagde vægt på, at selskabets varsel i e-mailen var bygget op på en sådan måde, at det ikke var de væsentligste og mest byrdefulde ændringer for forbrugeren, der fremgik først i e-mailen.

Nævnet skulle også vurdere, om forbrugeren havde reageret rettidigt til selskabet over ændringen af aftalen.

Et enigt nævn lagde vægt på, at der gik ca. 21 måneder fra ændringen af aftalen trådte i kraft, til at forbrugeren klagede til selskabet over ændringen. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at forbrugeren havde betalt alle sine fakturaer med ændringen i perioden frem til klagen. På den baggrund mente nævnet, at forbrugeren stiltiende havde accepteret aftaleændringen og derfor havde mistet retten til at gøre indsigelse over for ændringen som følge af retsfortabende passivitet.

Nævnet kunne derfor ikke give forbrugeren medhold i klagen.

Læs hele afgørelse 24/10970