Afgørelse

Nummer
3/1922-0101-0002

Regningsklage - Merforbrug som følge af manglende selvaflæsning i 6 år gav ikke ret til reduktion af regningen. Betalingskrav for merforbrug, der lå mere end 5 år tilbage, blev anset for forældet

Regningsklage. Manglende selvaflæsning i mere end 5 år udløste et krav om efterbetaling på godt 24.000 kr. i forhold til a conto opkrævningerne. Forbruger, der var mere end 5 år gammelt anset for forældet

En elkunde havde i mere end 5 år ikke foretaget de årlige selvaflæsninger på elmåleren i et sommerhus.

I august 2004 modtog klager en årsopgørelse for elforbruget, hvor det samlede elforbrug var opgjort til 18.523 kWh. Elselskabet havde alene opkrævet a conto for 1.980 kWh, hvorfor der er en difference på 16.543 kWh. Kunden skulle derfor efterbetale 24.240,84 kr.

Indledningsvis bemærkede ankenævnet, at hverken klager eller elselskabet havde fundet behov for at få elmåleren undersøgt, og der har ikke i øvrigt foreligget omstændigheder, som kunne tyde på, at der skulle være fejl på elmåleren.

Elselskabets afregninger var efter det oplyste baseret på aflæsninger, og elregningerne omfattede alene opkrævning af fast afgift og betaling for det aflæste forbrug.

Nævnet lagde til grund, at klager havde undladt at indsende aflæsningskort i årene 1998 - 2004, ligesom nævnet kunne konstatere, at indklagede ikke i perioden havde reageret på, at der havde været manglende selvaflæsninger.

På denne baggrund fandt nævnet ikke noget grundlag for at antage, at det fakturerede forbrug ikke svarede til det faktiske forbrug. Nævnet kunne derfor ikke give klager medhold i den fremsatte klage.

Nævnet fandt dog anledning til at bemærke, at det havde været hensigtsmæssigt, om indklagede på et tidligere tidspunkt havde reageret på klagers manglende indsendelse af selvaflæsningskort. Herved kunne der på et tidligere tidspunkt have været skabt bedre overensstemmelse mellem skønnet og faktisk forbrug.

Nævnet lagde afslutningsvis til grund, at en del af det af indklagede krævede merforbrug strækkede sig tilbage til forbrugsåret 1998/99, dvs. mere end 5 år tilbage i tiden. På denne baggrund fandt nævnet, at indklagedes krav om efterbetaling for merforbrug i dette afregningsår måtte anses for forældet efter den almindelige 5-årige forældelsesfrist, der gælder efter forældelsesloven fra 1908.

Hent afgørelsen her (pdf)