Kundeforhold - Regningsklage ved fraflytning af fremlejede rum. Manglende dokumentation for at elforsyningen havde an aftale med klageren om betaling for elforbruget

Sagen drejer sig om betaling for elforbruget i en lejlighed, hvor en lejer var flyttet ind i en lejlighed på Anker Jensens Vej x i Århus den 1. oktober 2002. Denne lejer fraflyttede lejligheden den 14. oktober 2003.

I perioden fra den 15. februar 2003 til den 16. juni 2003 fremlejede klager 2 rum i lejligheden. 

Efter at både lejer og klager var fraflyttet modtog klager i januar 2004 en regning fra indklagede med krav om betaling for el. Da klager afviste betalingen, belv sagen indbragt for ankenævnet.

Ankenævnet bemærkede, at der ikke var tvist om regningens størrelse, men at sagen drejede sig om, hvorvidt klager var forpligtet til at betale for forbruget på adressen Anker Jensensvej x i Århus.

Nævnet lagde efter det oplyste til grund, at lejeren af boligen på Anker Jensensvej x var SM. Nævnet lagde endvidere til grund, at klager pr. 1. november 2002 som fremlejetager lejede 2 rum, der var registreret af udlejeren. Af fremlejekontrakten fremgik det også, at hele boligen derefter var beboet af 2 personer.

Som udgangspunkt er det usædvanligt, at en fremlejetager i en bolig, hvor fremlejer også bor, skulle påtage sig at hæfte solidarisk med fremlejer for betaling af hele boligens elforbrug, når dette ikke er aftalt i fremlejekontrakten.

Hvis indklagede herefter som elforsyningsselskab vil gøre gældende, at klager som fremlejetager har indgået et direkte kundeforhold med indklagede eller påtaget sig at hæfte solidarisk, påhviler det efter dansk rets almindelige bevisbyrderegler indklagede at dokumentere dette, fx i form af en af klager underskreven kundeaftale. Da klager benægtede kundeforholdet, måtte der stilles ekstra krav til bevisforpligtelsen.

Det forhold, at indklagede havde oplyst, at enten klager eller fremlejer tilmeldte begge som kunder på adressen, og at indklagede efterfølgende udsendte et velkomstbrev, var efter nævnets opfattelse ikke i denne sag tilstrækkelig dokumentation for, at klager som fremlejetager havde tilmeldt sig som direkte kunde eller påtaget sig en betalingsforpligtelse.

Da der heller ikke forelå oplysninger, der kunne godtgøre, at der har været etableret et direkte kundeforhold med klager, fandt nævnet, at indklagede med urette havde fremsendt et betalingskrav til klager. Klager fik derfor medhold i, at han ikke var forpligtet til at betale det krævede beløb, opgjort pr. 6. oktober 2004 til 3.199,90 kr.

Mod klagers benægtelse fandt nævnet det heller ikke med tilstrækkelig sandsynlighed dokumenteret, at klager efterfølgende havde indgået en betalingsaftale med indklagede. Da en efterfølgende indgåelse af betalingsaftale ville indebære, at klager derved indirekte havde bekræftet kundeforholdet og betalingsforpligtelsen, stilledes der ligeledes her ekstra krav til indklagedes dokumentation, fx ved fremlæggelse af en underskreven betalingsaftale.

Nævnet bemærkede i øvrigt hertil, at indklagedes oplysninger om lukning af elforsyningen uden yderligere varsel i "betalingsaftalen" ikke var i overensstemmelse med Energiklagenævnets praksis, fx i afgørelse af 12. september 2001, samt vejledningen fra Dansk Energi om restanceinddrivelse. Heraf fremgår, at et energiforsyningsselskab særskilt skal varsle afbrydelsen med angivelse af dato og omtrentligt tidspunkt, ligesom energiforbrugeren skal informeres om, at afbrydelse kan afværges ved at betale forud eller stille sikkerhed for fremtidig leveringer.

Indklagede, der var bekendt med klagers indsigelse mod kundeforholdet og betalingsforpligtelsen og den verserende klagesag ved ankenævnet, iværksatte alligevel yderligere rykkerprocedurer, herunder varslede lukning af elforsyningen til klagers nuværende bopæl, hvor klager efter det oplyste ikke var i nogen restance. Nævnet fandt, at indklagede med denne fremgangmåde havde handlet urimeligt og derved havde praktiseret leveringsbetingelser, som måtte anses for at være i strid med elforsyningslovens § 77, stk. 1.

Under disse omstændigheder kunne det herefter ikke tillægges nogen betydning i sagen, at klagers moder havde forhandlet med indklagede om en lempeligere "betalingsaftale", da denne forhandling var sket under en uberettiget trussel om afbrydelse af klagers elforsyning og ud fra moderens berettigede vildfarelse om, hvorvidt sønnen var forpligtet til at betale. Hertil kom, at klager ikke havde accepteret et eventuelt resultat af disse "forhandlinger" og via Århus Retshjælp havde gjort indsigelse herimod.

Det var ikke oplyst, om "forhandlingerne" havde betydet, at der var foretaget indbetalinger til indklagede, men var dette tilfældet, skulle indklagede tilbagebetale sådanne beløb til klager.

Indklagede blev pålagt at betale omkostninger til ankenævnet.

Hent afgørelsen her (pdf)