Regningsklage - Efterregning - Indsigelse mod regning, der er udsendt 3½ år efter fraflytning og udstedelse af flytteregning

Efter at nævnets tidligere afgørelse [se nedenfor] var udsendt til parterne, oplyste klager imidlertid, at han allerede havde betalt det omtvistede beløb under forbehold til indklagedes inkassoadvokat på tidspunktet for sagens afgørelse. Klager ønskede derfor afgørelsens konklusion ændret til et tilbagesøgningskrav.

Indklagede har anmodet om at få sagen genoptaget, da indklagede har anført, at ankenævnet ikke har været tilstrækkelig opmærksomt på sagens hændelsesforløb og det antal henvendelser, som indklagede har rettet til klager.

Ankenævnets formand har herefter besluttet at genoptage sagen med henblik på en fornyet behandling i ankenævnet.

Klagers krav: Tilbagebetaling af 2.121,95 kr.

Indklagedes standpunkt til klagers krav: Indklagede har fastholdt, at indklagede var berettiget til at opkæve de 2.121,95 kr., som nu er blevet betalt af klager

Indklagede har endvidere bl.a. oplyst følgende i en mail af 04-01-2006:

Selve totalopgørelsen er ikke tilgængelig, da KE ikke indskannede sådanne før 31.05.2002. Filen "Totalopgørelse per 05.11.01" dokumenterer dog at en totalopgørelse er fremsendt. Filen er et udskrift fra vores database og er desværre ikke særligt oversigtelig, da der er tale om data overført fra vores gamle system til det nye. Det fremgår dog at de tre respektive regninger har fået ny fælles forfaldsdato 05.11.01." />

NÆVNETS BEMÆRKNINGER

Nævnet har konstateret, at indklagede under den supplerende sagsbehandling i forbindelse med sagens genoptagelse har fremsendt dokumentation for afsendelse af en a conto regning med forfald den 12. juni 2001, en a conto regning med forfald den 3. august 2001 samt en flytteregning med forfald den 1. oktober 2001.

Derudover har indklagede oplyst, at der er fremsendt en totalopgørelse til klager med forfaldsdato den 5. november 2001 til den adresse, som klager havde oplyst at være flyttet til. Totalopgørelsen skulle efter indklagedes oplysninger indeholde beløbet fra flytteregningen samt de to ubetalte a conto regninger. Tilsvarende har indklagede oplyst, at der er sendt to efterfølgende rykkerskrivelser for betaling af beløbet på totalopgørelsen.

Efter dansk rets almindelige bevisbyrderegler påhviler det afsenderen af en meddelelse at dokumentere, at skriftlige meddelelser er afsendt og kommet frem til modtageren.

Nævnet har i sin praksis indtaget den holdning, at når energiselskaber fremlægger kopier af breve, fx daterede velkomstbreve, regningskopier, rykkerbreve o. lign., er det som hovedregel tilstrækkelig dokumentation for, at sådanne breve anses for afsendt og må antages at være kommet frem.

Nævnet kan imidlertid konstatere, at indklagede har undladt at indsende kopi af den påståede afsendte totalopgørelse med forfaldsdato den 5. november 2001 og de påståede to rykkere til klager fra henholdsvis 2001 og 2002.

Da indklagede herefter ikke kan anses for at have løftet sin bevisbyrde for disse dokumenter, er det herefter fortsat nævnets opfattelse, at indklagede siden afsendelsen af flytteregningen i 2001 ikke har sandsynliggjort, at indklagede har foretaget sig yderligere førend i januar 2005, hvor indklagede – efter at fået oplyst en ny adresse til klager – rykkede for betaling.

Da klager har anført, at han var overbevist om at have betalt det opkrævet beløb på flytteafregningen, må han anses at være bibragt den opfattelse, at han i 2001 har betalt, hvad han skulle. Da han ikke har modtaget yderligere fra indklagede førend januar 2005, og da indklagede har undladt at dokumentere noget andet, har han efter nævnets opfattelse med føje indrettet sig herpå.

Nævnet finder således fortsat, at klager må anses for at have været i den fornødne gode tro, og at denne gode tro alene kan tilskrives indklagedes forhold.

Af disse grunde vurderer nævnet, at indklagede har udvist en retsfortabende passivitet.  

Nævnet fastholder den oprindelige afgørelse, dog med den ændring, at indklagede skal tilbagebetale beløbet på 2.121,95 kr., som klager under forbehold har indbetalt til indklagedes inkassoadvokat. I overensstemmelse med rentelovens § 3, stk. 2, kan beløbet kræves forrentet 30 dage efter nedenstående dato.

Med omkostningerne forholdes således, at indklagede i den oprindelige sag har betalt sagens omkostninger på 7.000 kr., jf. § 24, stk. 1, nr. 2 i ankenævnets vedtægter og pkt. 1 a i bilaget til vedtægterne, jf. § 3 i bekendtgørelsen om omkostninger ved godkendte, private klage- eller ankenævn. Der påløber herefter ikke yderligere sagsomkostninger.

Nævnet bemærker endvidere, at klagegebyret allerede er tilbagebetalt til klager i medfør af ankenævnets vedtægter § 23, stk. 2

Nævnet traf afgørelse om at indklagede, (Københavns Energi Holding A/S & KE Kunde A/S) inden 30 dage fra dato skulle tilbagebetale 2.121,95 kr. til klageren. Beløbet forrentes efter renteloven efter 30 dage fra dato.

Oprindelig sag

Efter frafflytning opstod der et efterbetalingskrav. Klageren blev fritaget for betaling heraf, da elsorsyningen havde udvist retsfortabende passivitet

I november 2001 fraflyttede klageren sin bopæl i København, og klageren meddelte dette til indklagede. Klageren modtog derefter en flytteafregning, og klageren betalte herefter, hvad kan skyldte.

Den 21. april 2005 fremsendte indklagedes inkassoadvokat en regning til klageren på i alt 2.121,95 kr. for klagerens elforbrug på den fraflyttede adresse (bilag 1). Heraf var de 500 kr. inkassoomkostninger.

Beløbet vedrørte en flytteregning med forfaldsdato den 4. oktober 2001 samt en efterfølgende totalopgørelse med forfaldsdato den 5. november 2001. Da klageren der var tale om regninger, som var mere end 4½ år gamle, om  klageren mente var blevet betalt, afviste han efterbetalingskravet og indbragte sagen for ankenævnet.

Ankenævnet anførte i afgørelsen at parterne var enige om, at klageren indtil fraflytningen løbende var afkrævet a conto betalinger fra indklagede.

Ved klagerens fraflytning i november 2001 og dermed opsigelse af kundeforholdet sendte indklagede først en flytteregning til den adresse, som klageren havde oplyst i flyttemeddelelsen. På denne havde indklagede krediteret (fratrukket) to a conto opkrævninger, selv om disse ikke var betalt.

Efterfølgende sendte indklagede en totalopgørelse til samme adresse, der indeholdt beløbet fra flytteregningen samt de to ubetalte a conto opregninger.

Klageren har gjort gældende, at alle beløb skulle være blevet betalt, men klageren har nu efter mere end 4 år ikke gemt kvitteringer for betalingerne.

Indklagede har derimod gjort gældende, at beløbene på totalopgørelsen ikke er blevet betalt. Indklagede sendte derfor - efter at have forespurgt om ny adresse i CPR-registret - i februar 2002 en rykker, som der ikke var nogen reaktion på.

Herefter foretog indklagede efter det oplyste sig ikke yderligere førend i januar 2005, hvor indklagede igen - efter at fået oplyst en ny adresse til klage-ren - rykkede for betaling. Da beløbene fortsat ikke blev betalt, blev fordringen sendt til ekstern inkasso med en hovedstol på 1.621,95 kr.

Indklagede har under sagen anført, at den manglende opkrævning af to a conto bidrag på selve flytteregningen skyldes den måde, indklagedes faktureringssystem er tilrettelagt. Ved flytteafregninger modregnes a conto betalinger, selv om de ikke var betalt.

Da klageren ikke har kunnet dokumentere betaling af de i sagen omtvistede beløb, fx ved kopi af betalingskvitteringer, fandt nævnet, at det ikke uden yderligere bevisførelse, fx i form af parts- og vidneforklaringer under strafansvar, kunne afgøres, om betaling var sket. Da en sådan bevisførelse ikke kunne ske ved nævnet, fandt nævnet dette spørgsmål for uegnet til behandling, jf. § 15 i ankenævnets vedtægter.

Herefter lagde nævnet til grund, at indklagedes betalingskrav ikke var forældet efter den 5-årige forældelsesfrist i forældelsesloven fra 1908.

Nævnet var dog af den opfattelse, at klageren - der var overbevist om at have betalt opkrævet beløb på flytteafregningen - var bibragt den opfattelse, at han havde betalt, hvad han skulle. Da han herefter ikke modtog yderligere fra indklagede, har han efter nævnets opfattelse med føje indrettet sig herpå. Klageren har således været i god tro.

Under hensyn hertil og til den måde, som indklagede havde tilrettelagt sit faktureringssystem, kunne klagerens fortsatte gode tro alene tilskrives indklagedes forhold. I denne situation må kreditor fremsætte krav om efterbetaling inden for en rimelig tid, jf. herved principperne om condictio indebiti.

Indklagede havde i en periode på mere end 3 år ikke foretaget aktivt eftersøgning af klagerens nye adresse, og kravet om efterbetaling kunne derfor med sikkerhed først antages at være kommet til klagerens kendskab mere end 3 år efter, at klageren modtog sin flytteafregning. Årsagen hertil kunne alene tilskrives indklagede. Af disse grunde fandt nævnet, at indklagede herved havde udvist en retsfortabende passivitet og derfor nu havde fortabt kravet på efterbetaling.

I overensstemmelse med nævnets tidligere praksis bemærkede nævnet, at det efter nævnets opfattelse påhviler en energivirksomhed endeligt at opgøre et betalingsforhold snarest muligt og senest 12 måneder efter fraflytning eller kundeophør, når slutaflæsning er modtaget. Energivirksomheden bør endvidere ved den umiddelbare slutopgørelse udtrykkelig og særligt fremhævet angive, at denne er foreløbig og tage forbehold for, at en efterregulering kan blive foretaget

Nævnet gav derfor klageren medhold, således at han blev fritaget for betaling af 1.621,95 kr. samt efterfølgende gebyrer og inkassoomkostninger.

Indklagede blev pålagt at betale sagens omkostninger på 7.000 kr. til ankenævnet.

Hent afgørelsen her (pdf)