Regningsklage - Indsigelse fra erhvervsvirksomhed mod årsregningens størrelse

Den 16. marts 2005 fremsendte indklagede, Københavns Energi, en årsregning til klager på 242.466,74 kr., som vedrørte perioden fra den 28. februar 2004 til den 28. februar 2005.

Ved mail af 4. april 2005 gjorde klager indsigelse mod regningens størrelse, idet regningen oversteg det normale årsforbrug på ca. 27.000 kr. betydeligt.

Indklagede besvarede klagers henvendelse ved mail af 8. april 2005, og oplyste at selskabet nu havde undersøgt sagen og fundet årsagen til den store årsafregning. Indklagede gav følgende forklaring vedrørende den høje regning:

Klager blev tilmeldt som kunde hos Københavns Energi den 1. marts 2002. Den gamle dobbeltarifmåler blev i denne forbindelse aflæst til 60.456 kWh og 19.486 kWh.

Den 22. november 2004 tog selskabet den gamle måler ned og aflæste den til 213.190 kWh og 36.475 kWh. Aflæsningerne, som selskabet havde faktureret klager for i den mellemliggende periode, var baseret på et skøn, fordi selskabet ikke havde modtaget aflæsninger fra klager. Dette bevirkede, at selskabet havde skønnet klagers forbrug for lavt.

Indklagede fastholdt på denne baggrund regningen og tilbød klager en afdragsordning og meddelte, at selskabet afregnede sine kunders forbrug ud fra dagsprisen på el.

NÆVNETS BEMÆRKNINGER

Ankenævnet på Energiområdet bemærker indledningsvis, at nævnet alene har kompetence til at træffe afgørelse i sagen i henhold til de af familie- og forbrugerministeren godkendte vedtægter for ankenævnet.

Energiydelsen er efter det oplyste anvendt i forbindelse med udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed, der efter CVR registreringen driver engroshandel med sportstøj og har 10-19 ansatte.

Ved ankenævnets stillingtagen til, om nævnet har kompetence til at behandle sagen efter § 1 i de godkendte vedtægter, er det efter stk. 5 afgørende, at klagen ikke adskiller sig væsentligt fra en klage vedrørende et privat kundeforhold.

Som sagen foreligger oplyst, angår klagen spørgsmålet om, hvorvidt indklagede den 16. marts 2005 er berettiget til at fremsende en efterregning på 242.466,74 kr. til klager for elforbrug, der vedrører den samlede periode fra februar 2002 til februar 2005.

Der var i nævnet ikke enighed om, hvorvidt ankenævnet havde kompetence til at behandle sagen.

3 nævnsmedlemmer finder, at betingelserne i vedtægtens § 1, stk. 5, er opfyldt, uanset at klager er erhvervsdrivende, idet den foreliggende indsigelse mod en efterregning er en almindelig situation, som den almindelige, private forbruger kan blive udsat for. Disse tre nævnsmedlemmer finder således, at på det foreliggende grundlag og efter de konkrete omstændigheder har ankenævnet kompetence til at afgøre sagen. Disse nævnsmedlemmer stemmer for at behandle sagen.

2 nævnsmedlemmer finder bl.a. under hensyn til de registrerede CVR oplysninger om karakteren og størrelsen af erhvervsvirksomheden samt klagebeløbets størrelse, at klagen adskiller sig så meget fra en situation, som den almindelige private forbruger kan blive udsat for.

Nævnsmedlemmer anfører også, at det vedtægternes forbrugerbegreb bør der typisk forstås: ”Enhver fysisk person, der ikke handler som led i sin handelsmæssige eller erhvervsmæssige erhvervsvirksomhed”, således som udtrykket tillige anvendes i civilretten. Flertallets opfattelse harmonerer derfor ikke med Forbrugerrådets opfattelse af, hvad der ligger i forbrugerbegrebet.

Disse nævnsmedlemmer stemmer derfor for at afvise sagen, da ankenævnet ikke har kompetence til at træffe afgørelse i sagen.

I overensstemmelse med flertallets opfattelse er ankenævnet kompetent til at afgøre sagen. Mindretallet tilslutter sig herefter at deltage i afgørelsen i sagen.

For så vidt angår det i sagen omstridte spørgsmål om, hvorvidt indklagede den 16. marts 2005 kunne fremsende en efterregning på 242.466,74 kr. til klager vedrørende den samlede periode fra februar 2002 til februar 2005, bemærker nævnet, at hverken klager eller elselskabet har fundet behov for at få elmåleren undersøgt. Endvidere bemærker nævnet, at der i øvrigt ikke har foreligget omstændigheder, som kan tyde på, at der skulle være fejl på elmåleren.

Efter retspraksis påhviler det den forbruger, der påstår, at det målte forbrug ikke svarer til det faktiske forbrug, at dokumentere eller sandsynliggøre denne påstand.

Under hensyn hertil finder nævnet, at klager ikke har dokumenteret, at der er fejl ved måleren eller på anden måde sandsynliggjort, at det fakturerede forbrug ikke svarede til det faktiske forbrug. Det må derfor efter nævnets vurdering have stået klager klart, at det antal kWh, der er opkrævet, er blevet forbrugt. Udgangspunktet er derfor, at klager skal betale herfor.

Nævnet finder ikke, at der foreligger særlige omstændigheder, der kan tilsige at reducere indklagedes betalingskrav. Af disse grunde kan nævnet ikke give klager medhold.

Derimod finder nævnet det ikke rimeligt, at indklagede har faktureret hele efterbetalingen af merforbruget til den aktuelle kWh-pris ved kravets fremsættelse.

Da efterbetalingen angår forbrug i forbrugsårene 2002 til 2005, er det nævnets opfattelse, at indklagede skal foretage en forholdsmæssig fordeling af det antal kWh, der skal efterbetales. Prisen pr. kWh skal ske med de takster, der var gældende i de pågældende forbrugsår.

Da klager ikke har fået medhold i hovedpåstanden, og da den delvise medhold er så ubetydelig, pålægges der ikke indklagede at betale sagsomkostninger.

Nævnet traf herefter afgørelse om, at ankenævnet ikke kunne give klager medhold i det fremsatte krav om, at indklagede, Københavns Energi, skal fritage klager for betaling af regningen.

Hent afgørelsen her (pdf)