Afgørelse

Nummer
4/1920-0101-0043

Regningsklage - Indsigelse mod betaling på grund af elselskabets manglende udsendelse af regninger gennem en længere periode på 3 år - Dissens.

Regningsklage - Fjernaflæst måler - Manglende udsendelse af regninger i 3 år

Ankenævnet har behandlet 3 ens sager fra en ejendom, hvor elforbuget tidligere blev afregnet over huslejen. Denne ordning ophørte, og lejerne blev underrettet herom af boligforeningen. Klager har da også tidligere modtaget elregninger direkte fra indklagede og betalt disse.

I ejendommen har indklagede installeret fjernaflæste målere, der automatisk aflæses via elektroniske impulser, der fremsendes via telefonnettet.

Målerne i ejendommen har indklagede imidlertid haft problemer med at udskrive regninger for denne nye målertype, der hidtidig kun havde været benyttet hos erhvervskunder med månedsafregning. Dette har betydet, at beboerne i ejendommen først med stor forsinkelse kunne modtage regninger for det forbrug, som de havde aftaget.

Indklagede rettede i juni 2005 henvendelse til beboerne og beklagede den forsinkede udsendelse af regninger. Brevet var vedlagt en kontoinformation, der viste, at indklagede afkrævede klager et beløb på 4.840,92 kr. for forbrug på 12 perioderegninger i perioden fra 05.04.2002 - 31.03.2005. Det var angivet, at alle 12 regninger havde betalingsdato 04.07.2005.

[Tilsvarende var tilfældet i de 2 andre sager, dog med varierende beløb og periode].

I indklagedes leveringsbetingelser hedder det i punkt 6.18 om regulering ved målerfejl og afregningsfejl:

KE godskriver kunden for meget erlagte beløb eller kan kræve efterbetaling af for lidt erlagt beløb, som følge af fejlagtig afregning, der er begrundet i målerfejl, aflæsning, forbrugsberegning o. lign.
Som afregningsfejl regnes også fejl i skønnet forbrug som følge af, at selvaflæsningskort ikke er tilsendt KE.
Regulering af afregningen kan ske for den periode, fejl kan påvises for. Dog maksimalt op til 5 år forud for den dag kunden er blevet bekendt med fejlen.
Såfremt fejlen kan tilskrives KE, og kunden var i god tro med hensyn til afregningens rigtighed, kan KE alene kræve efterbetaling for seneste hele afregningsperiode forud for fejlens konstatering, og fremad." />

Sagen blev indbragt for ankenævnet, der traf følgende

AFGØRELSE [der var ikke enighed i nævnet].

Sagen vedrører en elregning på 4.840,92 kr. for perioden 5. april 2002 - 31. marts 2005. I denne periode havde indklagede haft problemer med at udskrive regninger med målerdata fra en ny målertype. Derfor modtog klager først med flere års forsinkelse i juni 2005 regninger for det elforbrug, som klager havde aftaget i perioden.

Indledningsvis bemærker ankenævnet, at denne sag er en af tre ensartede sager fra samme ejendom, hvor alle tre klagere først efter flere år modtager årsregningerne.

Nævnet bemærker i øvrigt, at hverken klager eller elselskabet har fundet behov for at få elmåleren undersøgt, og at der i øvrigt ikke har foreligget omstændigheder, som kan tyde på, at der skulle være fejl på elmåleren.

Som sagen foreligger oplyst lægger nævnet til grund, at der ikke er uenighed mellem parterne om, at det fakturerede antal kWh i perioden er blevet forbrugt.

Efter nævnets opfattelse burde indklagede umiddelbart efter det første afregningsårs afslutning have reageret på, at beboerne i ejendommen ikke fik tilsendt årsregninger eller a conto opkrævninger, hvorved indklagede ikke modtog nogen betalinger for det forbrug, som beboerne i ejendommen havde forbrugt. Det har derfor efter nævnets vurdering været mindre rimeligt, at klager først efter flere år modtager nogen form for opkrævninger fra indklagede.

Udgangspunktet i dansk ret er, at en forbruger skal betale for det forbrug, der er foretaget, ligesom indklagedes krav på betaling ikke er forældet efter den fem årige frist i forældelsesloven fra 1908. Herefter skal nævnet vurdere, om indklagedes betalingskrav skal reduceres med henvisning til sidste afsnit i pkt. 6.18 i indklagedes leveringsbestemmelser ved regulering ved målerfejl og afregningsfejl

3 nævnsmedlemmer (Poul Gorm Nielsen, Lis Holst Andersen og Jan Johansen) er af den opfattelse, at det må have stået klager klart, at der skulle betales for elforbruget. Klager har derfor måttet forvente, at han ville modtage regninger for sit elforbrug. Klager har efter det oplyste ikke på noget tidspunkt selv foretaget sig noget i anledning af manglende modtagelse af årsregninger eller a conto regninger. Klager kan derfor ikke have været i den fornødne gode tro herom.

Forholdet er således ikke omfattet af sidste afsnit i leveringsbestemmelsernes pkt. 6.18. Disse nævnsmedlemmer kan derfor ikke give klager medhold i kravet om at blive fritaget for betaling af afkrævede beløb. Der er heller ikke er grundlag for at reducere betalingskravet til at omfatte betaling for det år, hvor regningerne er udstedt samt det foregående forbrugsår.

Disse nævnsmedlemmer stemmer derfor for ikke at give klager medhold.

2 nævnsmedlemmer (Niels-Ole Bjerregaard og Sonny Kristoffersen) finder, at indklagedes manglende udskrivelse af årsregninger og a conto opkrævninger er en så åbenbar fejl hos indklagede, og som alene skyldes forhold hos indklagede. Klager skal derfor ikke belastes af denne fejl ud over den periode, der er angivet i sidste afsnit i leveringsbestemmelsernes pkt. 6.18.

Disse nævnsmedlemmer stemmer derfor for, at klager kun skal betale for det år, hvor regningerne er udstedt samt det foregående forbrugsår.

Alle nævnsmedlemmer finder herefter anledning til at henstille til indklagede om, at der tilbydes klager en rente- og afdragsfri betalingsordning på mindst et år.

I overensstemmelse med flertallets opfattelse traf nævnet afgørelse om, at der ikke kunne gives klager medhold i det fremsatte krav om at få reduceret det antal kWh, der er krævet efterbetalt.

Hent afgørelsen her (pdf)