Regningsklage - Indsigelse mod krav om betaling af regninger tilbage fra 2001, som klageren mener at have betalt

Klager blev tilmeldt forbrugsadressen i 1999 sammen med en sambo.

Den 3. juli 2001 flyttede klager til Melby, hvortil indklagede fremsendte flytteafregning af 26.07.2001 på 694,15 kr. med forfald den 03.09.2001 for perioden 28.01.2001 - 03.07.2001.

I den periode, hvor klager havde boet, blev kun betalt en a conto regning på 1.591,25 kr.  Flytteregningen på 694,15 kr. blev ikke betalt. Den udestående gæld til indklagede var ikke medtaget på flytteregningen.

Med den ikke betalte flytteregning udgjorde klagers gæld til indklagede 5.519,97 kr., der er fremkommet ved følgende regninger:

Elselskabet har oplyst, at indklagede rykkede klager for betaling den 02.04.2001 og igen efter klagers flytning 03.08.2001.

Klager har derimod anført, at hun ikke har modtaget rykkere fra indklagede.

NÆVNETS BEMÆRKNINGER

Nævnet lægger efter det oplyste til grund, at indklagede har afskrevet den del af betalingskravet, som var forældet på tidspunktet for udtagelse af stævning.

Indklagede har i sagen anført, at indklagede rykkede klager for betaling den 02.04.2001 og igen efter klagers flytning fra adressen 03.08.2001. Nævnet bemærker hertil, at det mod klagers benægtelse af at have modtaget disse rykkere, ikke findes godtgjort af indklagede, at rykkere er afsendt, når indklagede har valgt ikke at indsende kopier af disse til ankenævnet.

Nævnet må herefter lægge til grund, at indklagede først i foråret 2005 har rykket klager for betaling af forbruget. Indklagede har derved efter nævnets opfattelse således udvist passivitet ved ikke at rykke klager for betaling i perioden fra august 2001 til foråret 2005.

Udgangspunktet efter elforsyningslovens § 6, stk. 2, er, at enhver har ret til mod betaling at blive forsynet med elektricitet gennem en virksomhed med forsyningspligt. Klager har derfor vidst, at hun ved at forbruge elektricitet har forpligtet sig til at betale for det registrerede forbrug.

Da klager imidlertid kun har betalt én a conto regning, har klager indset eller burde have indset, at hun ikke har afregnet for det totale elforbrug på installationsadressen. Klager kan derfor ikke anses for at have været i den fornødne gode tro med hensyn til, at hun ikke skulle betale for sit elforbrug.

Der er i sagen ikke rejst tvivl om, at det aflæste forbrug på elmåleren på installationsadressen ikke er korrekt.

For så vidt angår klagers indsigelse om, at elregninger fra 2001 er blevet betalt, bemærker nævnet, at den debitor, der gør gældende, at gælden eller dele af gælden er betalt, også har pligten til at dokumentere betalingspåstanden. Da betalingskrav for energilevering er undergivet den fem årige forældelse i forældelsesloven af 1908, må debitor gemme betalingskvitteringer i denne periode.

Nævnet må herefter lægge til grund, at klager ikke har kunnet dokumentere sin betalingspåstand.

Af disse grunde kan nævnet ikke give klager medhold i kravet om fritagelse for betaling af indklagedes betalingskrav, opgjort i stævning af 21.07.2005.

For så vidt angår klagers anbringende om, at indklagede bør rette betalingskravet mod den tidligere samlever på installationsadressen, bemærker nævnet, at både klager og samleveren var tilmeldt som forbrugere. Herved har klager og samleveren påtaget sig at hæfte solidarisk for elforbruget. Indklagede er derfor som kreditor berettiget til selv at vælge den debitor, som gælden søges inddrevet hos.

Hent afgørelsen her (pdf)