Afgørelse
Nummer
4/1920-0101-0109
Elregning i lejemål - Elmåleren påstås at måle elforbrug ud over selve lejemålet
Manglende tilmelding som kunde - Hæftelse for forbrug registreret på elmåleren
En klager indflyttede som lejer på den omtvistede installationsadresse. Efter lejekontrakten leverede udlejer ikke varme, varmt vand og el. Klager var imidlertid af den opfattelse, at elforbrug var omfattet af huslejen, da den pågældende elmåler ikke alene målte strømforbruget i klagers lejlighed, men en støre del af den pågældende ejendom. Klager fandt derfor ikke grund til at tilmelde sig som ny kunde hos indklagede.
Efter at elselskabet var blevet klar over, at klager var kunde på installationsadressen, modtog klager en regning omfattende et elforbrug på 32.405 kWh for perioden 16.11.2001 - 10.06.2004 og et betalingskrav på 50.364,57 kr.
Efter brevveksling mellem klagers og indklagedes advokater, udtog indklagedes advokat stævning mod klager den 22. september 2005 ved retten i Gentofte, der efter afgivelse af foreløbigt svarskrift oversendte sagen til Ankenævnet for Energiområdet.
NÆVNETS BEMÆRKNINGER
Efter elforsyningslovens § 6, stk. 2, har enhver ret til mod betaling at blive forsynet med elektricitet fra en virksomhed med forsyningspligt.
Bestemmelsen indebærer, at en elforbruger, der forbruger el, herefter har indgået et kundeforhold med et forsyningspligtigt elselskab i henhold til de almindelige leveringsbestemmelser, som er anmeldt til Energitilsynet, ligesom der er pligt til at betale for den forbrugte elektricitet.
Sagen vedrører en elregning på 50.364,57 kr. for perioden 16. november 2001 - 10. juni 2004 i et privat udlejningsforhold. I denne periode er elmåleren kun aflæst den 1. august 2001 og 10. juni 2004.
Det centrale i sagen er bestemmelse 2.1. i indklagedes leveringsbestemmelser om tilmeldingspligt ved nyt kundeforhold sammenholdt med indholdet af lejekontrakten mellem klager og udlejer.
Efter nævnets vurdering fremgår det tilstrækkeligt klart af lejeaftalen, at el-forbrug ikke er inkluderet i huslejen. Klager har derfor ikke haft grundlag for at gå ud fra, at han ikke skulle tilmelde sig som direkte kunde hos indklagede.
Nævnet lægger efter det oplyste til grund, at indklagede ikke har modtaget nogen tilmelding fra klager ved dennes overtagelse af lejemålet. Indklagede er i forbindelse med et besøg den 10. juni 2004 blevet bekendt med, at klager havde beboet installationsadressen siden 16. november 2001.
Udgangspunktet er herefter, at en elforbruger bliver forpligtet overfor elselskabet, når man har tilmeldt sig som forbruger eller burde have tilmeldt sig og påbegynder forbruget.
Nævnet kan efter det oplyste ikke udelukke, at klager som lejer eventuelt på grund af fejl i elinstallationen bliver registreret for et forbrug, der kan henføres til udlejerens eller andre lejeres forbrug. Da klager imidlertid har været bruger og burde have tilmeldt sig som forbruger vedrørende den pågældende elmåler, hæfter klager over for indklagede for det forbrug, der er registreret på måleren. Nævnet finder således ikke grundlag for at ændre tidligere administrativ praksis ved Energitilsynet/Energiklagenævnet samt landsretspraksis, hvorefter indklagede i henhold til leveringsbestemmelserne kun kan henholde sig til kunden, der forbruger el fra den pågældende elmåler.
Nævnet bemærker herefter, at en eventuel tvist om lejemålets installationer er et lejeretligt forhold mellem klager og udlejer, som ligger uden for nævnets kompetence at stilling til, jf. § 1 i vedtægterne for Ankenævnet på Energiområdet.
Udgangspunktet efter tidligere administrativ praksis ved Energitilsynet/Energiklagenævnet samt domstolspraksis er, at hvis der ikke er indikationer på målerfejl, påhviler det den forbruger, der påstår at det målte forbrug ikke svarer til det faktiske forbrug, at dokumentere eller sandsynliggøre denne påstand.
Under hensyn hertil finder nævnet, at klager ikke har dokumenteret, at der er fejl ved måleren eller på anden måde sandsynliggjort, at det fakturerede forbrug ikke svarede til det faktiske forbrug. Nævnet kan derfor ikke give klager medhold i den fremsatte klage.
Hent afgørelsen her (pdf)