Flytteregning - Upålidelige selvaflæsninger - Selskabets pligt til at reagere på negativt forbrug - Forbrug faktureret for højt - Forældelse - Lineær beregning for efterreguleret forbrug

Klager var tilflyttet installationsadressen den 31. oktober 1995 med aflæsningsmålerstand på 77.321 kWh.. Hun fraflyttede adressen 15. august 2004 med en aflæsningsmålerstand på 117.099 kWh. Elselskabet sendte den 18. august 2004 til klager en flytteregning på 20.668,30 kr. for elforbrug i perioden 1. november 2003 - 15. august 2004.

Indklagedes advokat indgav den 3. maj 2005 et betalingspåkrav til fogedretten i Haderslev på 21.842,95 inkl. renter fra 18. september 2004. Efter at klager fremsatte indsigelser mod kravet, blev kravet behandlet ved retten i Haderslev, der den 11. oktober 2005 oversendte sagen til behandling i Ankenævnet for Energiområdet.

Elskabet oplyste, at man hvert år havde modtaget aflæsning fra klager, hvorfor indklagede ikke havde henvendt sig til klager angående manglende aflæsning. Ved kontrolaflæsning den 21. december 1998 konstaterede indklagede, at klager i perioden 1. december 1997 - 21. december 1998 havde haft et negativt elforbrug på 69 kWh. Forbruget i denne periode har imidlertid tilsyneladende været voldsomt svingende - især aflæsningen pr. 27. november 2002, hvor der indberettes en aflæsning mindre end den forrige, altså illustrerende et negativt forbrug.

NÆVNETS BEMÆRKNINGER

Sagen vedrører en flytteregning angivet for perioden 1. november 2003 - 15. august 2004 på 21.842, 95 kr. plus påløbne renter på 1.174,65 kr. Reelt vedrører denne regning dels en årsregning for denne periode samt efterregulering af forskellen i elforbrug mellem aflæst forbrug og reelt forbrug i perioden fra 1995 til 2004.

Kontraktforholdet mellem den enkelte slutbruger og elforsyningsselskabet er reguleret dels af elselskabets til Energitilsynet anmeldte leveringsbetingelser, dels af den til enhver tid gældende elforsyningslov, samt af andre relevante love.

Efter elforsyningslovens § 6, stk. 2, har enhver ret til mod betaling at blive forsynet med elektricitet fra en virksomhed med forsyningspligt. Bestemmelsen indebærer, at en elforbruger, der forbruger el, herefter har indgået et kundeforhold med et forsyningspligtigt elselskab i henhold til de anmeldte leveringsbestemmelser, ligesom der er pligt til at betale for den forbrugte elektricitet.

Klager var tilsluttet som forbruger fra den 31. oktober 1995. I perioden frem til fraflytningen den 15. august 2004 foretog hun selvaflæsninger med meget svingende aflæsninger, herunder i 2002 en aflæsning, der viste et negativt elforbrug. Den eneste variation i denne aflæsningsform var, da indklagede selv foretog en måleraflæsning den 21. december 1998 og konstaterede, at klager i perioden 1. december 1997 - 21. december 1998 havde haft et negativt forbrug på 69 kWh.

Hvis elforbruget vurderes ud fra målerstande ved henholdsvis til- og fraflytning, har der i perioden har der været tale om et normalt forbrug.

Udgangspunktet efter tidligere administrativ praksis ved Energitilsynet/Energiklagenævnet samt domstolspraksis er, at hvis der ikke er indikationer på målerfejl, påhviler det den forbruger, der påstår at det målte forbrug ikke svarer til det faktiske forbrug, at dokumentere eller sandsynliggøre denne påstand.

Under hensyn hertil finder nævnet, at klager ikke har dokumenteret, at der er fejl ved måleren eller på anden måde sandsynliggjort, at det fakturerede forbrug ikke svarede til det faktiske forbrug. Nævnet kan derfor som udgangspunkt ikke give klager medhold i den fremsatte klage om at reducere det antal kWh, der ønskes efterreguleret.

Det fakturerede merforbrug vedrører imidlertid efter det oplyste hele perioden fra 1995 til 2004. Efter forældelseslovens § 2 afbrydes den fem årige forældelse i tilfælde af, at skyldneren erkender gælden, eller fordringshaver indleder retslige skridt mod skyldneren. Med retslige skridt sidestilles også indbringelse af en sag for en tilsynsmyndighed, ankeinstans og private, godkendte ankenævn.

Nævnet konstaterer, at indklagede ikke har dokumenteret, at klager skulle have erkendt det fulde gældsforhold. Derimod har klager gjort indsigelse over for det betalingspåkrav, som indklagedes advokat den 3. maj 2005 indgav til fogedretten. Dette indebærer, at forældelsesfristen først afbrydes fra dette tidspunkt.

Som følge af det anførte er indklagedes krav om betaling for det beregnede merforbrug, der har fundet sted i perioden før 3. maj 2000, forældet, og indklagede er afskåret fra at kræve betaling af klager for denne del af kravet.

For den herefter resterende del af perioden (03.05.2000 - 15.08.2004) er det ikke muligt ud fra de foreliggende oplysninger at fastlægge, hvornår det efterregulerede antal kWh rent faktisk er forbrugt på de enkelte forbrugsår. Endvidere lægger nævnet til grund, at indklagede ikke har dokumenteret, at forbruget eventuelt er sket i en kortere periode.

Af disse grunde finder nævnet det herefter mest rimeligt, at det antal kWh, der herefter kan kræves efterbetalt for den resterende periode, fordeles ligeligt på forbrugsårene 2000-2004. Prisen pr. kWh for det efterregulerede forbrug skal ske til de i de enkelte afregningsår anvendte enhedspriser og ikke til gældende dagspris.

Nævnet bemærker, at indklagedes advokat i betalingspåkravet har krævet morarenter fra 18.09.2004. Efter rentelovens § 3, stk. 1, skal der betales rente fra forfaldsdagen, hvis denne er fastsat i forvejen. Efter stk. 3 skal der dog tidligst betales rente, når der er gået 30 dage efter den dag, hvor skyldneren var i stand til at indhente de oplysninger, som må anses for nødvendige for at bedømme kravets berettigelse og størrelse. Endelig kan retten efter stk. 5 i særlige tilfælde bestemme, at rente skal betales fra et tidligere eller senere tidspunkt.

Efter nævnets opfattelse har klager på grund af indklagedes forhold først ved ankenævnsbehandlingen fået de nødvendige oplysninger til bedømmelse af kravets berettigelse og størrelse. Efter princippet i rentelovens § 3, stk. 5, kan indklagedes betalingskrav derfor tidligst kan have en forfaldsdato ved afgørelsens dato, jf. rentelovens § 3, stk. 3.

En del af indklagedes oprindelige betalingskrav er forældet, ligesom beregningen af merforbruget for den resterende periode ikke er opgjort korrekt. Indklagedes korrekte betalingskrav afviger herved væsentligt fra det oprindelige. Af disse grunde kan indklagede ikke kræve forretning fra den 18. september 2004 eller fra datoen for indgivelse af betalingsanmodning til fogedretten, men først 30 dage efter, at indklagede har udarbejdet en ny flytteopgørelse med kreditering af den forældede del af merforbruget og omberegning af den resterende del.

Nævnet bemærker i øvrigt, at indklagede tidligere burde have reageret på de indberettede målerstande fra klager, som tegnede et mønster på, at aflæsninger ikke var sket korrekt, herunder især den aflæste målerstand fra november 2002, der resulterede i opgørelse af et negativt forbrug. Havde indklagede på et langt tidligere tidspunkt reageret herpå, kunne forholdet tidligere have været afklaret og reguleret. Derved kunne formentlig både anlæggelse af retssag og gennemførelse af en ankenævnssag være undgået.

Af disse grunde og da klager får delvis medhold finder nævnet, at der med sagens omkostninger skal forholdes således, at indklagede til ankenævnet skal betale 7.000 kr., jf. § 24, stk. 1, nr. 2, i ankenævnets vedtægter og pkt. 1a i bilaget til vedtægterne, jf. § 3 i bekendtgørelsen om omkostninger ved godkendte, private klage- og eller ankenævn.

Hent afgørelsen her (pdf)