Opgørelse af betalingskrav - Elselskabet kunne ikke dokumentere saldoposteringer

Der er klaget over forbruget fra 2002 og frem til dags dato, da klager ikke kan forstå de høje regninger og afviser størrelsen af forbruget. Endvidere var det klagers opfattelse, at visse regninger, der var betalt, ikke var registreret som betalt. Indklagede udarbejdede en regningsoversigt (bilag 1), hvoraf det fremgik, at restancen pr. 24. marts 2006 udgjorde 20.570,21 kr., og at regningerne var opgjort i henhold til klagers aflæsninger. Indklagede har anført, at restance og forbrug er opgjort korrekt og er baseret på klagers egne aflæsninger. Klager har ikke ladet måleren undersøge, ligesom hun har fået tilbudt at låne en ”strømtyv” til at undersøge sine elapparaters forbrug.

NÆVNETS BEMÆRKNINGER

Ankenævnet bemærker indledningsvis, at foranstående sagsfremstilling er et resume af parternes oplysninger til ankenævnet. Ved nævnets vurdering af sagen har nævnsmedlemmerne været bekendt med samtlige breve og bilag, som parterne har indsendt i sagen.

Sagen angår dels uenighed om, hvorvidt det fakturerede forbrug for højt sat, og dels en betalingspåstand.

Angående forbruget

Kontraktforholdet mellem den enkelte slutbruger og elforsyningsselskabet er reguleret dels af elselskabets til Energitilsynet anmeldte leveringsbetingelser, dels af den til enhver tid gældende elforsyningslov, samt af andre relevante love.

Efter elforsyningslovens § 6, stk. 2, har enhver ret til mod betaling at blive forsynet med elektricitet fra en virksomhed med forsyningspligt. Bestemmelsen indebærer, at en elforbruger, der forbruger el, herefter har indgået et kundeforhold med et forsyningspligtigt elselskab i henhold til de anmeldte leveringsbestemmelser, ligesom der er pligt til at betale for den forbrugte elektricitet.

Bestemmelsen indebærer, at en forbruger, der forbruger elektricitet, herefter har indgået et kundeforhold med et forsyningspligtigt elforsyningsselskab i henhold til de anmeldte leveringsbestemmelser, ligesom der er pligt til at betale for den forbrugte elektricitet.

Ankenævnet bemærker, at hverken klager eller energiselskabet har fundet behov for at få måleren undersøgt, og at der i øvrigt ikke har foreligget omstændigheder, som kan tyde på, at der skulle være fejl på måleren.

Udgangspunktet efter tidligere administrativ praksis og retspraksis er, at hvis der ikke er indikationer på målerfejl, påhviler det den forbruger, der påstår at det målte forbrug ikke svarer til det faktiske forbrug, at dokumentere eller sandsynliggøre denne påstand.

Under hensyn hertil finder nævnet, at klager ikke har dokumenteret, at der er fejl ved måleren eller på anden måde sandsynliggjort, at det fakturerede forbrug ikke svarede til det faktiske forbrug. Nævnet kan derfor ikke give klager medhold i denne del af den fremsatte klage.

Angående betalingspåstanden

Nævnet bemærker, at klager via indgåelse af betalingsordning har erkendt at have en restance til indklagede. Den 5 årige forældelsesfrist efter 1908-forældelsesloven er derved suspenderet.

Nævnet har endvidere lagt til grund, at indklagede grundet overgang til nyt system, ikke har kunnet opgøre saldoposteringer før november 2001, ligesom indklagede heller ikke kan rekonstruere disse saldoposteringer.

Indklagede har således ikke dokumenteret den tidligere restance fra oktober/november 2001 på 3.389,88 kr., som indklagede har overført til det nye regnskabssystem.

Nævnet bemærker, at en kreditor som udgangspunkt skal kunne dokumentere et betalingskrav. Indklagede har således ikke med tilstrækkelig sandsynlighed dokumenteret den påståede restance ved overgangen til det nye system, herunder om forbruget eventuelt helt eller delvis allerede er blevet betalt. Da indklagede således ikke har løftet sin bevisbyrde, fritages klager for at betale dette beløb.

Nævnet konstaterer endvidere, at klager har dokumenteret en indbetaling på 2.300 kr. af 21. januar 2002, som indklagede ikke har registreret og krediteret i det nye regnskabssystem. Dette beløb skal derfor fratrækkes i den resterende restance, som klager skal betale.

Efter rentelovens § 3, stk. 1, skal der betales rente fra forfaldsdagen, hvis denne er fastsat i forvejen. Efter stk. 3 skal der dog tidligst betales rente, når der er gået 30 dage efter den dag, hvor skyldneren var i stand til at indhente de oplysninger, som må anses for nødvendige for at bedømme kravets berettigelse og størrelse. Endelig kan retten og dermed også ankenævnet efter stk. 5 i særlige tilfælde bestemme, at rente skal betales fra et tidligere eller senere tidspunkt.

Efter nævnets opfattelse har klager på grund af indklagedes forhold først ved ankenævnsbehandlingen fået de nødvendige oplysninger til bedømmelse af kravets berettigelse og størrelse. Efter princippet i rentelovens § 3, stk. 5, har indklagedes betalingskrav derfor tidligst forfaldsdato ved afgørelsens dato, jf. rentelovens § 3, stk. 3, og kravet kan først forrentes 30 dage efter, at der ny betalingsanmodning opgjort efter resultatet af denne afgørelse er fremsat. Klager fritages derfor for at betale påløbne renter og gebyrer.

Med omkostningerne forholdes således, at indklagede til ankenævnet skal betale sagens omkostninger på 7.000 kr., jf. § 24, stk. 1, nr. 2 i ankenævnets vedtægter og pkt. 1 a i bilaget til vedtægterne, jf. § 3 i bekendtgørelsen om omkostninger ved godkendte, private klage- eller ankenævn.

Hent afgørelsen her