Krav om depositum var ikke rimeligt

Klager havde udlejet en ejendom i postdistrikt Ebeltoft til sin bror siden overtagelsen heraf i år 2000 og frem til 31. december 2005. Broren boede på ejendommen og drev samtidig virksomhed på adressen, indtil lejemålets udløb med hans firma den 31.12.2005. I lejeperioden var broren tilmeldt elselskabet. Da der var problemer med lejers økonomi, stillede klager som ejer garanti for at opretholde elforsyning i 2005. Klager indvilligede i dette ifølge egne oplysninger som følge af venlighed og på grund af husets afhængighed af el. Ifølge klager blev garantien udnyttet, hvorved klager betalte. Klager bad om at indtræde som kunde pr. 01.01.2006, men indklagede krævede en garantistillelse på 10.000 kr. til klager med henvisning til ”Bestemmelser for el-levering”, § 8.9:

8.9 Netselskabet er berettiget til at forlange depositum eller anden tilstrækkelig sikkerhed for fremtidige betalinger, når netselskabet skønner, at der er risiko for, at kunden kommer i restance, eller at betalingskrav bliver uerholdelige.

Kontante deposita forrentes til fordel for kunden.

Undlader kunden efter påkrav at stille depositum, er netselskabet berettiget til at afbryde el-leveringen, efter at kunden skriftligt er blevet varslet om afbrydelsen.

Eventuelle følger af en afbrydelse af el-leveringen - foretaget efter ovennævnte fremgangsmåde - er netselskabet uvedkommende." />

NÆVNETS BEMÆRKNINGER

Sagen angår spørgsmålet om, hvorvidt indklagede som forsyningsselskab har været berettiget til at kræve depositum efter § 8.9 i leveringsbetingelserne af klager for at godkende klager som kunde på den omhandlede installationsadresse.

Efter § 6, stk. 4, i elforsyningsloven skal indklagede stille sine ydelser til rådighed for forbrugerne på objektive, gennemsigtige og ikke-diskriminerende vilkår.

Kontraktforholdet mellem den enkelte slutbruger og forsyningsselskabet reguleret dels af selskabernes til Energitilsynet anmeldte leveringsbetingelser, dels af den til enhver tid gældende elforsyningslov, samt af andre relevante love.

Efter tidligere praksis har Energiklagenævnet i sin praksis inden for el- og varmeforsyningsområdet lagt vægt på, at betalingsansvaret over for energiselskabet påhviler kunden, dvs. den person, der i kraft af kontrakt har det direkte kundeforhold til energiselskabet.

Nævnet bemærker, at den juridiske person, som kravet om depositum er rettet mod (dvs. klager som ejendomsbesidder), er forskellig både fra den person, som før klagers tilmelding som kunde var lejer af ejendommen og tilmeldt som direkte kunde hos indklagede. Familieforholdet mellem klager og klagers lejere indebærer ikke, at der er identitet med de personer, der som lejere har påført indklagede et tab for manglende betaling af elforbrug.

De tidligere lejere har således haft hvert sit kontraktforhold med indklagede, og nævnet finder herefter, at der er tale om flere forskellige og selvstændige juridiske kunder.

Ifølge leveringsbestemmelserne kan indklagede forlange depositum, når indklagede i den konkrete situation vurderer, at der er fare for, at netkunden kommer i restance, eller at betalingskrav bliver uerholdelige.

Efter det for nævnet oplyste har klager ikke forud for depositumkravets stillelse betalt for sent på klagers anden installationsadresse, hvor klager har betalt til tiden og ikke er kommet i restance. Ligeledes har klager accepteret at stille et garantibeløb for lejerens betaling, som efter det oplyste er blevet udnyttet.

På denne baggrund finder nævnet, at indklagede i den konkrete situation ikke har haft grundlag for at antage, at der har været risiko for, at klager skulle komme i restance, eller at betalingskrav ville blive uerholdelige. Nævnet finder derfor, at indklagedes krav om at klager skulle indbetale depositum med den begrundelse, at en tidligere lejer som direkte kunde var i restancer ved fraflytningen, er urimeligt efter elforsyningsloven.

Indklagede skal derfor tilbagebetale det indbetalte depositum.

Efter § 3, stk. 1, og § 5 i renteloven sammenholdt med forbrugeraftalelovens § 24, stk. 3, har klager krav på at få sit tilbagebetalingskrav forrentet, når der er gået 30 dage efter den dag, da klager fremsatte indsigelse mod kravet. Kravet forrentes med en årlig rente svarende til Nationalbankens officielle udlånsrente pr. den 1. januar eller 1. juli det pågældende år med et tillæg på 7 %. Da klagers indsigelse mod depositumkravet er fremsat ved e-mail af den 14. januar 2006, som må anses for modtaget samme dag, kan klager herefter kræve sit tilbagebetalingskrav forrentet fra den 13. februar til den 30. juni 2006 med en årlig rente på 9,4 % (2,4 % pr. 01.01.2006), og med 10,0 % (3,0 % pr. 01.07.2006).

Afslutningsvis bemærker nævnet, at indklagede i januar 2006 har sendt et velkomstbrev til klager som ny kunde. Efter nævnets opfattelse opfylder velkomstbrevet ikke informationskravene i § 2, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 380 af 25. maj 2005 om forbrugerbeskyttelsen i medfør af lov om elforsyning. Manglende overholdelse af informationskravene har imidlertid ikke civilretlig betydning, og tilsynet med bekendtgørelsens overholdelse er henlagt til Energitilsynet.

Hent afgørelsen her