Afgørelse

Nummer
4/1920-0101-0714

Opgjort forbrug i forbindelse med slutafregning

Regningsklage ▪ Klage over opgjort forbrug i forbindelse med slutafregningen.

AFGØRELSE

Indklagede, SEAS-NVE Strømmen A/S, skal inden 30 dage fra dato til klager, opgøre og tilbagebetale et beløb svarende til 9.865 kWh: Endvidere skal indklagede kreditere samtlige morarenter, rykker- og betalings gebyrer samt inkasso- og inddrivelsesomkostninger til klager.

SEAS-NVE Strømmen A/S skal i sagsomkostninger til ankenævnet betale 7.000 kr., der betales senest 30 dage efter den dato, hvor Økonomistyrelsen under Finansministeriet på vegne af Konkurrence- og  Forbrugerstyrelsen udsender ankenævnets opkrævning af beløbet. 

 

SAGSRESUMÉ

Sagen vedrører slutopgørelsen af 28. juli 2006 fakturanr. 1037738 med betalingskrav på 24.150,86 kr. og forfaldsdato 11. august 2006. Klager og hendes tidligere ægtemand flyttede ind på installationsadressen
den 1. august 2004 med målervisningen 256.698 kWh. Måleren blev skiftet 6. juni 2005 med  målervisningen 267.212 kWh. Forbruget på denne måler havde i perioden været 10.514 kWh. Den nye måler blev installeret pr. 7. juni 2005 med målervisningen 0 kWh, og aflæst den 6. oktober 2005 til 9868 kWh.

Det samlede forbrug på begge målere i perioden 1. august 2004 til 6. oktober 2005 havde været 20.382 kWh. Den 1. april 2005 fraflyttede klager og hendes tidligere ægtefælle installationsadressen i forbindelse med salget af ejendommen. Indklagedes nuværende selskabskonstruktion blev dannet ved fusion i efteråret
2005, hvor kunderne blev registreret ved faktiske eller skønnede aflæsninger. Indklagede modtog ikke en faktisk aflæsning for installationsadressen, hvorfor forbruget blev skønnet.

Den 8. juni 2006 kontaktede den nye ejer på ejendommen indklagede og oplyste, at ejerskiftet var sket pr. 1. april 2005. Den nye ejer på ejendommen kunne først tilmeldes som kunde hos indklagede pr. 8. juni 2005 grundet udskiftningen af måleren den 7. juni 2005. Indklagede udarbejdede herefter en slutopgørelse til klager og hendes tidligere ægtefælle. Da betaling udeblev videresendte indklagede kravet til inkasso.
Efter modtagelsen af inkassoopkrævningen den 30. marts 2007 henvendte klager sig telefonisk til indklagede og bestred, at indklagede havde et krav imod klager.

Den 6. maj 2007 og 8. maj 2007 sendte klager en skriftlig klage til inkassovirksomheden, hvor hun igen bestred indklagedes. Indklagede indbragte herefter sagen for retten den 15. juni 2009. Den 7. april 2010 blev der afholdt telefonisk retsmøde af retten i Lyngby, hvor klager og indklagede deltog. Klagers tidligere ægtefælle deltog ikke. Klager anmodede om, at sagen blev overdraget til Ankenævnet på Energiområdet.
Retten hævede sagen, for den del der vedrørte klager, og videresendte den til ankenævnet.

 

Læs hele afgørelsen her (pdf)