Afgørelse

Nummer
22/09049

Forbrugerens manglende afkrydsning i selskabets opsigelsesformular medførte ikke betaling for frakobling af gasforsyningen

Sagen drejede sig om, at en forbruger blev opkrævet 7.017 kr. af selskabet for frakobling af gasforsyningen, fordi forbrugeren ikke havde afkrydset i selskabets opsigelsesformular, at han havde et gasfyr på sin adresse.

Afgørelse

Det var nævnets vurdering, at forbrugeren opfyldte kriteriet om, at der var et gasfyr på adressen, inden forbrugeren fik anden varmekilde end gas. Forbrugeren havde derfor krav på en gebyrfri frakobling af gasforsyningen.

Sagsresumé

Den 14. juli 2021 udfyldte forbrugeren en formular på selskabets hjemmeside om opsigelse af gasforsyningen til forbrugerens adresse.

Det var ubestridt i sagen, at Energistyrelsens afkoblingspulje havde været åben og ikke opbrugt, da forbrugeren den 14. juli 2021 opsagde sin gasforsyning med selskabet.

Et af selskabets kriterier for at opnå gebyrfri frakobling af gasforsyningen efter afkoblingspuljen var, at forbrugeren havde et gasfyr på adressen.

Forbrugeren havde ikke afkrydset i opsigelsesformularen, at han havde et gasfyr, da dette var fjernet, fordi han på opsigelsestidspunktet var overgået til anden varmekilde end gas på sin adresse.

Den 22. september 2022 opkrævede selskabet et frakoblingsgebyr på 7.017 kr. hos forbrugeren.

Nævnet havde tidligere fastslået i afgørelser om gebyrfri frakobling, at det ikke var et kriterium for tildeling af gebyrfri frakobling, hvornår forbrugeren overgik til anden varmekilde, men hvornår forbrugeren opsagde sin gasforsyning med selskabet.

Selskabets opsigelsesformular tog ikke højde for den situation, at en forbruger på opsigelsestidspunktet var overgået til anden varmekilde, og at forbrugerens gasfyr derfor var fjernet fra adressen. Forbrugeren kunne alene afkrydse, om han havde et gasfyr eller ej. Da forbrugerens gasfyr var fjernet, havde forbrugeren afkrydset i opsigelsesformularen, at han ikke havde et gasfyr på adressen.

Nævnet mente derfor, at forbrugeren opfyldte kriteriet om, at der havde været et gasfyr på ejendommen, inden forbrugeren overgik til anden varmekilde, hvorfor forbrugeren havde krav på at få frakoblingen af gasforsyningen gebyrfrit af selskabet.

Læs hele afgørelsen 22/09049