Manglende anmeldelse af ændret beregningsprincip

En klager henvendte sig telefonisk til varmeværket vedrørende opgørelsen af det areal på installationsadressen, der skal betales fast afgift for. Klager mente, at hun blev opkrævet betaling af fast afgift for 24 m2, der ikke blev brugt til beboelse.
Af BBR-registret fremgår, at det samlede udnyttede boligareal på installationsadressen er 116 m2, fordelt på et bebygget areal 88 m2 og et areal af tagetagen på 70 m2, hvoraf 28 m2 er udnyttet.
I opgørelsen for varmeåret 2002/2003 samt indklagedes budgetterede regnskab for 2003/2004 blev der opkrævet en fast betaling med 28 kr. pr. m2 med udgangspunkt i BBR-arealet på 116 m2. I de efterfølgende perioder var det afgiftspligtige areal fastsat til 140 m2 og forhøjet til 32 kr. pr. m2. 
Indklagede oplyste i brev af 2. oktober 2006 til klager om, hvorledes det afgiftsbelagte areal var beregnet:
Bygningen er opmålt, udvendig mål:
Grundareal: 7,70 m x 11,35 m = 87,39 m2
Loftsareal: 87,39 m2 / 60 % = 52,43 ” 
I alt  139,82m2 - 140m2
Da klager var utilfreds med beregningen, har hun henvendt sig til Ankenævnet på Energiområdet.

SEKRETARIATETS BEHANDLING

Sekretariatet har indhentet følgende oplysninger:
BBR-registret
Det fremgår af bilag 1 til bekendtgørelse nr. 1028 af 12. december 2002 om ejeres pligt til at give oplysninger til Bygnings- og Boligregistret (BBR), at de arealer, der er omfattet af ejers oplysningspligt, skal opgøres som bruttoetagearealer, dvs. målt til yderside af mur. 
Bestemmelserne om adgang til BBR-registret er fastsat i bekendtgørelse nr. 509 af 28. juli 1991. Bekendtgørelsen giver varmeværkerne adgang til mod betaling at modtage oplysninger fra BBR.

Energiklagenævnets afgørelser i sager vedr. anvendelse af m2 som grundlag for udmåling af faste afgifter

To afgørelser fra Energiklagenævnet har godkendt anvendelse af etagemeterareal i m2 som grundlag for udmåling af faste afgifter:


Energiklagenævnets afgørelse af 20. februar 2001 vedr. Langeskov kommune, hvor klagenævnet tiltrådte, at der blev opkrævet fast afgift på grundlag af etageareal. Det anføres bl.a. i begrundelsen:
Hovedspørgsmålet i den foreliggende sag er, om det er rimeligt som almindelig rettesnor at anvende bygningers samlede etageareal som beregningsgrundlag ved fastsættelse af den enkelte aftagers faste afgift, også hvor der er tale om en bolig i 2 plan (udnyttet tagetage).

I lyset af de tidligere afgørelser fra Gas- og Varmeprisudvalget og Konkurrenceankenævnet - tidligere Monopolankenævnet - finder nævnet, at der foreligger en langvarig og fast administrativ praksis, hvorefter det ikke anses for urimeligt efter varmeforsyningslovens § 21, stk. 5, at anvende etagearealet i en bygning i grundlaget for fordelingen af varmeleverandørens faste omkostninger.
Der ses ikke i det foreliggende tilfælde at være omstændigheder, der begrunder en fravigelse af denne praksis, hvorfor den må lægges til grund for nævnets afgørelse.
Energiklagenævnets afgørelse af 25. august 2003, hvor klagenævnet tiltrådte en takstomlægning for Hørsholm Fjernvarme fra rumfang til m2-areal, som grundlag for udmåling af fast afgift. Det anføres bl.a. i begrundelsen:

Varmeforsyningsloven med tilhørende bekendtgørelser – herunder bekendtgørelse nr. 816 af 17. september 2001 om energispareaktiviteter i varmeforsyningsvirksomheder - angiver ikke nærmere hvilke pris- eller tarifsystemer den enkelte varmeleverandør skal anvende over for forbrugerne ved dækningen af omkostningerne. Efter fast praksis må tilstræbes en kostægte tarifering, således at varmeleverandørens faste omkostninger så vidt muligt dækkes af indtægter fra faste afgifter og tilsvarende, at leverandørens variable omkostninger dækkes af indtægter fra forbrugsafregning dvs. at omkostningerne som udgangspunkt dækkes ind gennem indtægter fra de led i tariffen, som de naturligt kan henføres til.
Nævnet har dog tiltrådt at maksimalt 80% af det enkelte værks samlede omkostninger skal dækkes af forbrugsafregningen, og at den resterende del skal dækkes af en forbrugsuafhængig betaling. Nævnet har endvidere ved en afgørelse af 20. februar 2001 fundet at der foreligger en langvarig og fast administrativ praksis, hvorefter det ikke kan anses for urimeligt efter varmeforsyningslovens § 21, stk. 4 at anvende etageareal i en bygning i grundlaget for fordelingen af varmeleverandørens omkostninger, med mindre der i det konkrete tilfælde foreligger omstændigheder der kan begrunde en fravigelse.
Nævnet lægger vægt på at det fremgår af sagen, at 30% af Hørsholm Fjernvarmes afgifter er henført til dækning af faste omkostninger mens de resterende 70% af afgifterne er henført til dækning af variable omkostninger, og at der med tarifomlægningen – i modsætning til den tidligere tarifering - er skabt en overensstemmelse mellem de budgetterede forbrugsuafhængige og forbrugsafhængige omkostninger og de indtægter, som værket i året forventer at modtage fra henholdsvis afregningen af de faste afgifter og forbrugsafregningen.

Da begrundelsen for tarifomlægningen i øvrigt må anses for saglig, da omlægningen er varslet, og da kunder som på grund af omlægningen får en stigning på mere end 10 % får tilbudt en overgangsordning, hvor der lægges loft over stigningen i 5 år, må Energiklagenævnet lægge til grund at tarifomlægningen ligger inden for rammerne af ovenfor nævnte praksis og ikke kan betegnes som urimelig i medfør af varmeforsyningsloven. Nævnet finder derfor ikke at have grundlag for at pålægge Hørsholm Fjernvarme at foretage en ændret og mere forbrugsafhængig tarifering.
Særligt med henvisning til overensstemmelsen mellem de budgetterede faktiske forbrugsuafhængige omkostninger og de forventede indtægter via de faste afgifter finder nævnet ikke at det af Grundejerforeningen Breeltegård anførte, herunder om stigninger i varmebetalingen for nye og velisolerede huse, kan medføre et andet resultat. Selv om der er betydelige forskelle de enkelte ejendomme imellem kan nævnet – da70 % af værkets afgifter efter tarifomlægningen fortsat er henført til dækning af forbrugsafhængige omkostninger - i øvrigt ikke tiltræde klagers bemærkninger om at tarifomlægningen vil medføre at tilskyndelsen til at maksimere de energibesparende foranstaltninger vil forsvinde både ved nybyggeri og ved efterisolering af den eksisterende boligmasse.
Af afgørelsen fremgik også, at det ikke var afgørende, om arealerne rent faktisk almindeligvis blev opvarmet, eller om der i rummene var installeret varmekilder (radiatorer), der trak på værkets kapacitet. Det afgørende var, om der var mulighed for, at arealerne kunne opvarmes ved varme, der var produceret på værket, eksempelvis ved at åbne en dør eller gennem andre uopvarmede lokaler.

Dansk Fjernvarmes tarifvejledning 2001

Dansk Fjernvarmes tarifvejledning, udsendt oktober 2001, indeholder bl.a. en anbefaling til varmeforsyningerne om at afregne såvel tilslutningsbidrag som faste bidrag på grundlag af ejendommens etageareal i m2, som kan fastsættes ud fra de tilgængelige oplysninger i BBR eller ud fra en opmåling af den enkelte ejendom.
Etagearealet kan bestå af:

• Boligareal, som bør medregnes 100%
• Kælderareal, som kan medregnes med en procentsats, f.eks. 25%
• Erhvervsareal, som kan medregnes med en procentsats afhængig af temperaturen, som bygningen skal kunne opvarmes til.
• Bygningsarealer, der i henhold til Bygningsreglementets bestemmelser ikke må opvarmes, medregnes ikke.

Oplysninger fra Energitilsynets anmeldelsesregister

Af Energitilsynets register for anmeldelser af tariffer, omkostningsfordeling og andre betingelser efter § 21, stk. 1, i varmeforsyningsloven fremgår, at indklagede den 31. august 2003 (modtaget af Energitilsynet den 4. september 2003) anmeldte forbrugsafgifter og faste afgifter (bilag 7). Anmeldelsen indeholdt et tarifblad (bilag 8) for varmeår/regnskabsår 1. juli 2003 til 30. juni 2004, hvoraf det bl.a. fremgik, at den faste afgift pr. m2 udgjorde 28 kr.
Tariffer for varmeårene/regnskabsårene 2004/2005 og 2005/2006 er efter Energitilsynets oplysninger ikke anmeldt.
Tilsvarende er generalforsamlingsbeslutningen fra september 2003 om ændret opmåling af ejendommenes m2 efter det oplyste således ikke blevet anmeldt til Energitilsynet. 
Først ved Energitilsynets modtagelse af indklagedes e-mail af 27. november 2006 med tarifblad for varmeår/regnskabsår 1. juli 2006 til juni 2007 (bilag 9) er det således første gang anmeldt:
- at fast afgift beregnes med 100% af udvendig mål af grundarealet
- at loftsarealet indgår med 60% af grundarealet
- at kælderareal indgår med 30% af grundarealet og
- at den faste afgift er forhøjet til 32 kr./m2.

Varmeforsyningslovens § 21

§ 21. Tariffer, omkostningsfordeling og andre betingelser for de af § 20 og § 20 b omfattede ydelser skal med angivelse af grundlaget herfor anmeldes til et af transport- og energiministeren nedsat tilsyn (Energitilsynet) efter regler fastsat af tilsynet. 
Stk. 2. Transport- og energiministeren kan bestemme, at visse sager ikke skal anmeldes. 
Stk. 3. Tariffer, omkostningsfordeling og andre betingelser, der ikke er anmeldt som foreskrevet efter stk. 1, er ugyldige. 
Stk. 4. Finder Energitilsynet, at tariffer, omkostningsfordeling eller andre betingelser er urimelige eller i strid med bestemmelserne i §§ 20, 20 a eller 20 b eller regler udstedt i henhold til loven, giver tilsynet, såfremt forholdet ikke gennem forhandling kan bringes til ophør, pålæg om ændring af tariffer, omkostningsfordeling eller betingelser. 
Stk. 5. Såfremt tariffer, omkostningsfordeling eller andre betingelser må antages at ville medføre en i samfundsmæssig henseende uøkonomisk anvendelse af energi, kan tilsynet efter forhandling som nævnt i stk. 4 give pålæg om ændring af tariffer, omkostningsfordeling eller betingelser. 
Stk. 6. Bestemmelserne i stk. 1-5 finder tilsvarende anvendelse for vedtægtsbestemmelser i forbrugerejede forsyningsvirksomheder.

NÆVNETS BEMÆRKNINGER

Sagen vedrører indklagedes opkrævning af fast afgift for et areal på 24 m2, der af klager er oplyst ubeboet. Klager har i 2002/2003 betalt fast afgift for 116 m2, men i de efterfølgende perioder har indklagede opkrævet betaling for 140 m2, svarende til en forøgelse af det afgiftspligtige areal med 24 m2.
Årsagen hertil er, at indklagede tidligere har fastsat kvadratmeterbetalingen ud fra det antal m2, der i BBR er registreret som beboet. 
På indklagedes generalforsamling i september 2003 blev det vedtaget at differentiere kvadratmeterbetalingen, så grundarealet indgår med 100% i det afgiftsbelagte areal, loftsarealet med 60% og kælderarealet med 30%. Herefter har indklagede opgjort klagers afgiftsbelagte areal til 140 m2. For perioden 2003/2004 var taksten 28 kr./m2.
Nævnet konstaterer, at dette princip er i overensstemmelse med Energitilsynets praksis vedrørende tarifering. Imidlertid har indklagede efter det af Energitilsynet oplyste ikke foretaget anmeldelse af tarifblad for perioderne 2004/2005 og 2005/2006, jf. varmeforsyningslovens § 21, stk. 1, hvor det ændrede beregningsprincip og forhøjelsen til 32 kr./m2 er anvendt. Grundet den manglende anmeldelse er disse tarifblade ugyldige i medfør af varmeforsyningslovens § 21, stk. 3. Anmeldelse af det nye beregningsprincip samt prisforhøjelsen er først anmeldt til Energitilsynet den 27. november 2006, og kan derfor tidligst få virkning fra denne dato.

Anmeldelsen den 27. november 2006 af ændret arealberegning samt forhøjelsen af m2-taksten indebærer alene, at disse tariffer er gyldige efter varmeforsyningslovens § 21, men indebærer umiddelbart ikke, at disse takster fra anmeldelsestidspunktet også er gyldige over for de enkelte varmeforbrugere.
Tidspunktet for, hvornår ændrede takster og vilkår er gyldige i relation til varmeforbrugerne, må vurderes i relation til leveringsbestemmelserne og aftaleretlige principper. Ændringer af enhedspris og ændring af prisberegningsgrundlag i leveringsaftaler anses i forbrugerforhold for en væsentlig ændring af kontraktbetingelserne, og sådanne ændringer skal derfor meddeles varmeforbrugerne med et rimeligt forudgående varsel.

Nævnet konstaterer dog, at indklagede fra varmeåret 2003/2004 har foretaget afregninger efter de ugyldige principper og takster, uden at der er rejst indsigelser herimod.  Nævnet finder derfor, at varmeforbrugerne efter omstændighederne derved må anses for at have fået fornødent varsel om de ændrede forhold. Indklagede kan herefter fra 27. november 2006 beregne fast afgift efter de nye principper og den forhøjede takst over for alle varmeforbrugerne, mens beregningerne og opkrævningerne indtil dette tidspunkt har været ugyldigt i relation samtlige varmeforbrugere i indklagedes forsyningsområde.
Klager får derfor medhold i, at klager frem til den 27. november 2006 skal afregnes med 116 m2 og til taksten på 28 kr./m2. Indklagede skal derfor fra begyndelsen af varmeåret 2003/2004 og frem til den 27. november 2006 omberegne klagers faste bidrag. 

For så vidt angår klagers krav om ikke at betale fast bidrag for uudnyttede m2 bemærker nævnet, at indklagede efter tidligere praksis ved Energitilsynet/Energiklagenævnet og ankenævnet er berettiget til at kræve betaling af fast bidrag for ubeboede arealer eller at lade disse indgå i en beregningsmodel. Nævnet giver derfor ikke klager medhold i kravet om ikke at betale fast bidrag af uudnyttet areal på loftsetagen.

Download afgørelse (PDF)