Afgørelse

Nummer
1920-0301-0120

Ugyldigt krav om betaling for et mindsteforbrug

Sagen omhandler en regningsklage med et ugyldigt krav om betaling for et mindsteforbrug, samt tilpasning af aconto betalinger.

AFGØRELSENS KONKLUSION

Ankenævnet giver forbrugeren medhold i det fremsatte krav overfor selskabet, Mou Kraftvarme A.m.b.a., om tilbagebetaling af for meget opkrævet varmepris, der er beregnet som følge af selskabets anvendelse af mindsteforbrug. Herudover kan nævnet ikke give forbrugeren medhold.

 

SAGSRESUMÉ

Klager er tilflyttet installationsadressen den 1. april 2004. Klager har foretaget selvaflæsning af varmemåleren i perioden 1. april 2004-30. juni 2007. Klagen vedrører en regning på 1.467,63 kr. for et korrigeret varmeforbrug på 5 MWh i perioden 1. juli 2006 - 30. juni 2007.

Forbruget var oprindeligt beregnet til 1.679 kWh, men efter indklagedes korrektion på 3.321 kWh blev forbruget reguleret op 5.000 kWh.

Klager anførte i brev af 11. september 2007 med henvisning til indklagedes korrektion for perioden 2006/2007, at indklagede havde tilbageholdt det for meget indbetalte for denne periode og derfor havde fastsat for høje a conto rater for 2007/2008. I forbindelse med afregningen af forbrug for september 2007 havde klager derfor kun indbetalt den foreløbigt beregnede a conto rate på 770 kr.

Indklagede fremsendte den 19. september 2007 første restanceskrivelse til klager. Klagers restance var på 1.467,63 k r., der blev tillagt et rykkergebyr på 100 kr. Indklagede bemærkede i brev af 9. oktober 2007 til klager, at tilsluttede forbrugere ikke egenhændigt måtte korrigere og efter eget forgodtbefindende ændre indbetalingsrater og -terminer. Korrektion af indbetalinger skulle ske i samarbejde med indklagedes administrator. Indklagede gjorde samtidig opmærksom på, at eventuel restance skulle indbetales senest den 15. oktober 2007. 

Klager meddelte i brev af 11. oktober 2007, at det var klager, der havde et tilgodehavende hos indklagede, idet indklagede havde foretaget en ulovlig korrektion på 3.321 kWh af klagers varmeforbrug. Klager fandt samtidig, at klagers forventede varmeforbrug for 2007/2008 skulle sænkes til et forventet maksimalt forbrug på 2.000 kWh. 

Indklagede meddelte ved fremsendelse af 2. restancebrev den 30. oktober 2007, at indklagedes betalingskrav nu udgjorde 1.780,10 kr. bestående af det oprindelige betalingskrav på 1.467,63 kr. tillagt rykkergebyrer på 300 kr. og ubetalte renter på 12.47 kr.

Klager fremførte i brev af 2. november 2007 til indklagede, at korrektionen af klagers forbrug samt truslen om inkassosag og eventuel afbrydelse af varmeforsyningen var i strid med inkassoloven. Klager gentog samtidig kravet om sletning af indklagedes uretmæssige korrektion af klagers forbrug og sænkningen af klagers årlige a conto varmeforbrug til 2.000 kWh.

Herefter har klager rettet henvendelse til Ankenævnet for Energiområdet.

 

Hent afgørelsen her (pdf).