Afgørelse

Nummer
1920-0301-0263

Indsigelse mod opgjort varmeforbrug

Regningsklage ▪ Indsigelse mod opgjort varmeforbrug ▪ Måler undersøgt på akkrediteret værksted og fundet fejlfri.

AFGØRELSENS KONKLUSION

Ankenævnet giver forbrugeren medhold i det fremsatte krav mod selskabet, TRE-FOR VARME A/S, om delvis fritagelse af betaling for fak­tu­re­ret forbrug.

 

Selskabet skal i stedet nedregulere forbruget ved at foretage en beregning som bestemt ovenfor.  I det omfang, forbrugeren har betalt det omtvistede beløb, skal den beregnede saldo, der fremkommer i forbrugerens favør, udbetales til forbrugeren inden 30 dage fra dato.

 

I saldoen skal forbrugeren endvidere krediteres alle morarenter samt rykker- og betalingsgebyrer, som allerede er debiteret forbrugeren.

 

Endvidere skal forbrugeren debiteres omkostningen til målerundersøgelsen.

 

SAGSRESUMÉ

Sagen drejer sig om et betalingskrav for fjernvarme, opgjort på faktura nr. 11056502051, kr. 21.308,12. 26. november 2009 blev klagers måler udskiftet. 8. februar 2010 sendte indklagede en årsopgørelse bl.a. vedrørende fjernvarmeforbrug. 

1. maj 2010 sendte indklagede en ny årsopgørelse, da visse oplysninger manglede i den første. 3. maj 2010 rettede klager telefonisk henvendelse til indklagede med oplysning om, at der måtte foreligge en fejl i opgørelsen. Klager og indklagede skulle have indgået en mundtlig aftale om, at klager alene skulle betale 7.275,37 kr.

 

14. juni 2010 sendte indklagede rykker 1.  5. juli 2010 sendte indklagede rykker 2. 12. juli 2010 sendte indklagede endnu en rykker. 2. august 2010 sendte indklagede et brev - efter aftale med klager – med tilbud om undersøgelse af den gamle måler. Klager accepterede tilbuddet og måleren blev sendt til undersøgelse.

 

Indklagede sendte den 13. september 2010 resultatet af målerundersøgelsen, hvoraf fremgik, at målerne var fundet fejlfri.  Undersøgelsen er foretaget af Landis +Gyr, der er DANAK-akkrediteret, og der er udfærdiget en målerrapport, der dog ikke er et officielt kalibreringscertifikat.

 

Klager skulle derfor betale 2.500,00 kr. ekskl. moms for undersøgelsen hos Landis+Gyr, der også er producent af måleren. Efter udveksling af en e-mail korrespondance er klagen indbragt for Ankenævnet på Energiområdet den 7. november 2010.

 

Hent afgørelsen her (pdf).