Afgørelse
Nummer
1920-0301-0298
Fraflytning
Regningsklage ▪ Fraflytning ▪ Hæftelse
AFGØRELSENS KONKLUSION
Forbrugeren fritages for at betale faktura nr. 25772 eller noget yderligere beløb til selskabet, Gauerslund Fjernvarme A.m.b.a.
SAGSRESUMÉ
Klager har sammen med BK været medejer af ejendommen xhaven 51. På ejendommen har der frem til 31. december 2010 været drevet en enkelmandsvirksomhed med engroshandel af computere fra et rum (kontor) i ejendommen.
Sagen vedrører faktura nr. 25772 med forfaldsdato den 16. december 2010, som er en flytteopgørelse for perioden 13. juli 2010 til 22. november 2010.
Klager fraflyttede installationsadressen den 12. juli 2010, hvilket blev meddelt indklagede. Der blev i den forbindelse lavet flytteopgørelse per fraflytningsdagen. Denne regning har klager betalt. Ejendommens anden ejer blev boende på adressen. Klager har været tinglyst medejer af ejendommen frem til den 22. november 2010, hvor ejendommen blev overtaget af en ny ejer.
Indklagede sendte den 6. december 2010 flytteregnskab for perioden 13. juli 2010 til 22. november 2010 til klager. Herpå sendes en restanceskrivelse den 21. december 2010. Da betaling udeblev, blev sagen sendt til inkasso, som udarbejdede et betalingspåkrav.
Retten ophævede den 7. juni 2011 den anlagte retssag og oversendte sagen til ankenævnet.