Temaer

Forsinket slutafregning for elforbrug

Nævnet modtager jævnligt klager fra forbrugere, der oplever at modtage en slutafregning fra deres tidligere elselskab længe efter, at de er stoppet med at aftage el fra selskabet. I denne artikel kan du blive klogere på nævnets praksis i sagerne.

Hvad er en slutafregning?

En slutafregning – også kaldet slutopgørelse – er den endelige afregning af en elforbrugers kundeforhold hos et elselskab. Med andre ord er det den sidste regning, som man kan forvente at få fra sit elselskab.

Fristen for slutafregning

Elselskabet skal slutafregne forbrugeren senest fire uger efter, at forbrugeren har skiftet elselskab eller er fraflyttet adressen. Det fremgår af § 17, stk. 1, i elleveringsbekendtgørelsen, som trådte i kraft den 17. januar 2024.

Før den 17. januar 2024 var fristen for slutafregning seks uger. Det fremgår af § 7, stk. 5, i den dagældende elleveringsbekendtgørelse.