Afgørelse

Nummer
22/06756

Selskab skulle tilbagebetale acontobetaling til forbrugeren

Sagen drejede sig om selskabets adgang til at opkræve acontobeløb, og at selskabet ikke havde dokumenteret, at der var sket en slutopgørelse af forbrugerens elforbrug i perioden 1. januar til 31. marts 2022.

Afgørelse

Da selskabet ikke svarede nævnet under klagesagens behandling, var det efter nævnets vurdering ikke dokumenteret, at selskabet havde slutopgjort forbrugerens forbrug af el i perioden 1. januar til 31. marts 2022. På grund af selskabets manglende svar lagde nævnet vægt på forbrugerens oplysninger i sagen, og gav forbrugeren medhold i, at selskabet skulle tilbagebetale 889,15 kr. til forbrugeren i betalt aconto for perioden 1. februar til 30. april 2022.

Sagsresumé

Den 10. august 2021 indgik forbrugeren en aftale med selskabet om levering af el, og den 1. oktober 2021 begyndte selskabet at levere el til forbrugerens adresse.

Ved faktura af 27. januar 2022 opkrævede selskabet følgende hos forbrugeren:

  • Aconto for perioden 1. februar til 30. april 2022:
    • 889,15 kr.
  • Opgørelse for perioden 1. oktober til 31. december 2021:
    • 114,12 kr.
  • I alt til betaling pr. 1. februar 2022:
    • 1.003,27 kr.

Forbrugeren skiftede elleverandør pr. 1. april 2022.

Den 14. juni 2022 efterlyste forbrugeren en slutopgørelse hos selskabet, da han havde betalt aconto til selskabet til og med den 30. april 2022, selvom selskabets elleverance til ham var stoppet den 31. marts 2022.

Forbrugeren klagede til nævnet den 25. juli 2022.

Selskabet svarede ikke nævnet i klagesagen, selvom nævnet flere gange kontaktede selskabet.

Nævnet konstaterede, at der ikke indgik en opgørelse i fakturaen af 27. januar 2022 for perioden 1. januar til 31. januar 2022 ligesom aconto perioden i fakturaen heller ikke dækkede denne periode.

Da selskabet ikke var kommet med oplysninger i klagesagen, lagde nævnet vægt på forbrugerens oplysninger om betalt aconto på i alt 889,15 kr. for perioden 1. februar til 30. april 2022.

Nævnet mente på den baggrund, at forbrugeren havde ret til tilbagebetaling af hele det betalte acontobeløb for perioden 1. februar til 30. april 2022, da selskabet ikke havde fremlagt en opgørelse for perioden.

Selskabet skulle derfor tilbagebetale 889,15 kr. i betalt aconto til forbrugeren.

Læs hele afgørelsen 22/06756