Afgørelse

Nummer
24/06657

Gebyr for iværksættelse af lukkeprocedure

Sagen drejede sig blandt andet om, at selskabet havde opkrævet et gebyr på 1.000 kr. hos forbrugeren for at iværksætte en lukkeprocedure. Gebyret fremgik ikke af selskabets kontrakt med forbrugeren, da der kun var en henvisning til selskabets hjemmeside, hvor gebyrer, tariffer og andre priser kunne ses.

Afgørelse

Nævnet gav forbrugeren ret i, at han skulle have tilbagebetalt gebyret på 1.000 kr. af selskabet, da gebyret ikke var oplyst over for forbrugeren med tilstrækkelig tydelighed til at være gældende i parternes aftaleforhold. Nævnet lagde vægt på, at forbrugerens opmærksomhed ikke eksplicit var henledt på gebyret inden aftalens indgåelse.

Sagsresumé

Selskabet havde den 3. februar 2023 krævet en sikkerhedsstillelse af forbrugeren på 5.400 kr. for at fortsætte leveringen af strøm til hans adresse. Selskabet havde samtidigt oplyst til forbrugeren, at det ville opkræve et gebyr på 1.000 kr hos ham for at iværksætte en lukning af leverancen af strøm til adressen.

Forbrugeren skiftede elleverandør den 25. februar 2023. I slutopgørelsen af 21. april 2023 opkrævede selskabet gebyret på 1.000 kr. hos forbrugeren.

Selskabet havde oplyst til nævnet, at det opkrævede gebyret på 1.000 kr., når der blev iværksat en afbrydelse af strømmen til en adresse, hvis der ikke var blevet betalt den forlangte sikkerhed af forbrugeren. Selskabet oplyste endvidere, at gebyret fremgik af dets hjemmeside. Forbrugeren oplyste til nævnet, at strømmen til adressen ikke var blevet afbrudt.

Forbrugerombudsmanden havde i sin gebyrvejledning fra 2008, som var opdateret den 1. juli 2017 i forbindelse med den nye markedsføringslov, anført følgende om gebyroplysning i aftaler mellem forbrugere og erhvervsdrivende:

”I relation til aftalevilkår om gebyrer bemærkes i den forbindelse, at det efter Forbrugerombudsmandens opfattelse som udgangspunkt ikke vil være tilstrækkeligt, at oplysningerne blot er tilgængelige fx på den erhvervsdrivendes hjemmeside som en del af dennes forretningsbetingelser. Forbrugernes opmærksomhed skal eksplicit henledes på sådanne oplysninger inden aftalens indgåelse, før vilkåret kan anses for aftalt mellem parterne.”

Nævnet bemærkede, at gebyrets størrelse hverken fremgik af selskabets kontrakt med forbrugeren eller selskabets generelle leveringsbetingelser, men at det alene fremgik af selskabets hjemmeside.

Nævnet mente på den baggrund, at det af selskabet opkrævede gebyr på 1.000 kr. for iværksættelse af en lukkeprocedure ikke var oplyst med tilstrækkelig tydelighed over for forbrugeren til at være gældende i parternes aftaleforhold. Forbrugerens opmærksomhed var ikke eksplicit henledt på gebyret inden aftalens indgåelse, jf. forbrugerombudsmandens gebyrvejledning.

Nævnet mente endvidere, at gebyret på 1.000 kr. ikke afspejlede de faktiske omkostninger, som selskabet måtte have i forbindelse med dets iværksættelse af en lukkeprocedure over for forbrugeren.

Læs hele afgørelsen 24/06657