Afgørelse

Nummer
24/06367

Ubetalt acontoregning medtaget som betalt i selskabets slutopgørelse til forbrugeren

Sagen drejede sig om, at forbrugeren skiftede elleverandør pr. 24. oktober 2023. Selskabet slutafregnede forbrugeren efter kundeforholdets ophør. Slutopgørelsen var beregnet som om samtlige opkrævninger vedrørende aconto var betalt. Forbrugeren ville imidlertid ikke betale selskabets opkrævning på 2.081,22 kr. vedrørende aconto for elleveringen i perioden 1. oktober til 31. december 2023. Spørgsmålet var derfor, om forbrugeren havde ret til at blive fritaget for betaling af 2.081,22 kr. fra selskabet.

Afgørelse

Nævnet gav ikke forbrugeren medhold i, at selskabet skulle fritage ham for betaling af 2.081,22 kr.

Nævnet lagde vægt på, at forbrugeren ikke havde betalt selskabets opkrævning vedrørende aconto for 4. kvartal af 2023, mens selskabets slutafregning var beregnet på grundlag af, at opkrævningen var betalt.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at selskabets opkrævning på 2.081,22 kr. vedrørende aconto for perioden 1. oktober til 31. december 2023 var udstedt før, forbrugeren skiftede elleverandør.

Sagsresumé

Den 12. oktober 2023 opkrævede selskabet 2.081,22 kr. hos forbrugeren. Opkrævningen vedrørte aconto for perioden 1. oktober til 31. december 2023.

Selskabet havde tidligere på året foretaget opkrævninger hos forbrugeren vedrørende aconto, som forbrugeren havde betalt, og opkrævningerne udgjorde i alt 391,64 kr.

Forbrugeren betalte imidlertid ikke selskabets opkrævning af 12. oktober 2023 på 2.081,22 kr.

Den 24. oktober 2023 skiftede forbrugeren elleverandør.

Den 11. november 2023 slutopgjorde selskabet forbrugerens elforbrug i perioden 1. januar til 23. oktober 2023.

Den 3. april 2024 krediterede selskabet sin opkrævning ved slutopgørelsen, og selskabet foretog en ny slutafregning af forbrugerens elforbrug i perioden 1. oktober til 31. december 2023.

Det fremgik af slutafregningen, at selskabet ved sin beregning havde fratrukket 2.472,86 kr. vedrørende tidligere opkrævet aconto.

Forbrugeren havde imidlertid kun betalt 391,64 kr. til selskabet vedrørende aconto.

Selskabet havde altså ved beregningen af slutopgørelsen fratrukket 2.081,22 kr. mere vedrørende tidligere opkrævet aconto, end forbrugeren faktisk havde betalt.

Læs hele afgørelsen 24/06367