Afgørelse

Nummer
21/07880

Frakobling i henhold til afkoblingsordning - krav til forbrug af gas

Sagen drejede sig om, hvorvidt forbrugerens udskiftning af varmekilde fra gas til varmepumpe var omfattet af den afkoblingsordning, som selskabet administrerede på vegne af Energistyrelsen, og om forbrugeren derved havde ret til fritagelse for betaling af selskabets frakoblingsgebyr på 8.200 kr. vedrørende en permanent afbrydelse af gasforsyningen til gildesalen på forbrugerens ejendom.

Afgørelse

Nævnet gav ikke forbrugeren ret i, at han kunne få dækket et frakoblingsgebyr på 8.200 kr., da nævnet fandt, at forbrugeren på ansøgningstidspunktet ikke opfyldte betingelsen om et årligt forbrug på mellem 100-6.000 m3 gas for at opnå dækning af frakoblingsgebyret under Energistyrelsens afkoblingsordning.

Sagsresumé

Forbrugeren fik den 21. oktober 2019 installeret en varmepumpe i gildesalen. Gildesalen på forbrugerens ejendom var en selvstændig bygning på 106 m2, hvortil der både var et gasstik og en gasmåler.

Ved e-mail af 12. december 2019 oplyste selskabet forbrugeren om, at han skulle betale for en permanent frakobling af gasforsyningen til gildesalen. Den 16. december 2019 nedtog selskabet gasmåleren, således at forbrugeren ikke længere kunne anvende gas i gildesalen.

Ved pressemeddelelse af 23. marts 2021 oplyste Energistyrelsen, at ny pulje kunne give private gasforbrugere gebyrfri afkobling fra gassystemet, og at en ny pulje ville blive åbnet den 7. april 2021. Det fremgik af pressemeddelelsen, at selskabet administrerede ordningen for Energistyrelsen, at Forsyningstilsynet havde godkendt selskabets forvaltning af puljen, og at frakoblingsgebyret i tilfælde af gebyrfritagelse ville blive dækket af staten i stedet for den enkelte husholdning.

Den 8. april 2021 søgte forbrugeren gennem selskabet om dækning af frakoblingsgebyret på 8.200 kr. under afkoblingsordningen, og han fik den 9. april 2021 afslag fra selskabet, da han ikke havde haft et forbrug af gas i gildesalen siden 16. december 2019. Gasforsyningen til gildesalen skulle derfor frakobles mod betaling.

Parterne korresponderede herefter uden at opnå enighed.

Ved faktura af 23. juni 2021 opkrævede selskabet forbrugeren frakoblingsgebyret på 8.200 kr. for den permanente afbrydelse af gasforsyningen til gildesalen på forbrugerens ejendom.

Forbrugeren klagede til nævnet den 4. juli 2021.

 

Læs hele afgørelsen 21/07880.