Afgørelse

Nummer
22/07369

Opgørelse af gasforbruget vedrørende en fastprisaftale - afvisning af klage på grund af nævnets manglende kompetence

Sagen drejede sig om, at forbrugeren ikke var enig i selskabets opgørelse af gasforbruget vedrørende en aftalt fastprisaftale (kampagnepris). Selskabet opgjorde gasforbruget i henhold til Regler for Gasdistribution, og nævnet måtte derfor tage stilling til, om sagen kunne behandles i nævnet.

Afgørelse

Nævnet afviste at behandle forbrugerens klage over selskabet, da selskabets afregning skete efter Regler for Gasdistribution, som var anmeldt til Forsyningstilsynet, og som selskabet var pligtig til at følge.

Efter § 4 i nævnets vedtægter falder klager, hvis behandling i henhold til lovgivningen er henlagt til offentlige myndigheder eller andre tvistløsningsorganer, uden for nævnets kompetence.

Sagsresumé

Forbrugeren havde pr. 1. december 2021 indgået en fastprisaftale (kampagnepris) med selskabet på 5,09 kr. pr. m3 for perioden 31. december 2021 til 30. marts 2022.

Ved ordrebekræftelse af 7. december 2021 bekræftede selskabet over for forbrugeren, at forbrugeren havde indgået en aftale med selskabet om levering af gas til forbrugerens adresse. Det fremgik af ordrebekræftelsen, at forbrugeren ville få leveret gas af selskabet pr. 31. december 2021, og at det forventede årsforbrug af gas var på 1.765 m3.

Ved årsopgørelse af 2. juni 2022 opgjorde selskabet forbrugerens årsforbrug af gas på 545,36 m3 for perioden 31. december 2022 til 30. april 2022. Selskabet opgjorde i årsopgørelsen et forbrug på 437,01 m3 til fastprisen på 5,09 kr. pr. m3. Det resterende forbrug på 108,35 m3 blev opgjort til en variabel pris på 12,72340 kr. pr. m3.

Forbrugeren var ikke enig i selskabets fordeling af gasforbruget i årsopgørelsen. Hun oplyste, at hendes faktiske forbrug af gas i perioden 31. december 2021 til 30. marts 2022 ikke var på 437,01 m3 men på 566 m3. Forbrugeren krævede derfor at få tilbagebetalt 968,74 kr. af selskabet vedrørende fastprisaftalen.

Selskabet oplyste til forbrugeren, at forbrugeren ikke blev afregnet efter de aflæsninger af gasmåleren, som hun havde foretaget ved siden af sin årsaflæsning af gasmåleren. Forbrugerens gasforbrug blev alene opgjort én gang om året pr. 30. april på baggrund af forbrugerens årsaflæsning af gasmåleren. Den enkelte forbrugers gasmåler blev ikke fjernaflæst, hvorfor forbrugerens forbrug af gas blev opgjort ud fra et kollektivt forbrugsmønster uafhængigt af, hvornår forbrugeren havde haft sit eget personlige forbrug.

Det var distributionsselskabet, der vidste, hvor meget gas, der var brugt time for time i et geografisk afgrænset område via gasmålere, der var koblet direkte på distributionsnettet. Når året var omme, kunne distributionsselskabet ud fra timeforbruget lave en procentuel fordeling af gasforbruget pr. måned. Forbrugerens totale årsforbrug af gas blev placeret efter denne fordelingsnøgle og summeret op pr. måned. Det var denne fordelingsnøgle, der blev benyttet til at udregne, hvor meget gas, som forbrugeren skulle have til fastprisen.

Forbrugeren klagede til nævnet den 18. august 2022.

Læs hele afgørelsen 22/07369.