Afgørelse
Nummer
24/07083
Defekt på ventil i fjernvarmeanlæg og forhøjet m3-forbrug
En forbruger havde en defekt ventil i sit fjernvarmeanlæg, som havde forårsaget en forhøjet gennemstrømning af fjernvarmevand. Den forhøjede gennemstrømning fandt ifølge forbrugeren sted i perioden december 2022 frem til den 19. marts 2024, hvor forbrugeren fik repareret ventilen. Forbrugeren blev opkrævet for den forhøjede gennemstrømning i fjernvarmeanlægget (m3-forbrug) af selskabet. Forbrugeren var uenig i, at han skulle betale for forbruget. Spørgsmålet var derfor, om forbrugeren skulle betale for det målte m3-forbrug, som selskabet krævede, herunder 17.720,30 kr. for et forbrug på 8.242 m3 for 2023.
Afgørelse
Nævnet gav ikke forbrugeren ret i sit krav. Forbrugeren skulle derfor betale for selskabets opkrævning for det målte m3-forbrug i perioden december 2022 frem til den 19. marts 2024.
Nævnet konstaterede, at der havde været en defekt ventil i forbrugerens fjernvarmeanlæg, som havde forårsaget den forhøjede gennemstrømning. Det betød, at forbrugeren var blevet opkrævet et meget højt m3-forbrug i en periode på ca. et år og tre måneder.
Nævnet mente, at forbrugeren ved en regelmæssig kontrol af sit fjernvarmeanlæg og måleren på fjernvarmeanlægget, langt tidligere kunne have opdaget, at der var en defekt ventil, som forårsagede den forhøjede gennemstrømning.
Efter nævnets vurdering havde forbrugeren derfor ikke foretaget nødvendig vedligeholdelse af sit fjernvarmeanlæg.
Da der ikke var foretaget den nødvendige vedligeholdelse af fjernvarmeanlægget, var selskabet ikke forpligtet til at beregne m3-forbruget i perioden, hvor den defekte ventil forårsagede forhøjet gennemstrømning.