Afgørelse

Nummer
25/04265

En udlejer var ikke forbruger – nævnet kunne derfor ikke behandle klagen

En udlejer klagede til nævnet, fordi han blev opkrævet for et merforbrug af sit fjernvarmeselskab for en forbrugsadresse, som han ejede og udlejede. Merforbruget skyldtes en defekt ventil i varmtvandsbeholderen på forbrugsadressen. Forbrugsadressen indeholdt både bolig- og erhvervsarealer, og der var registreret en virksomhed på forbrugsadressen ifølge CVR. Ud over forbrugsadressen ejede udlejeren også en anden adresse, som han udlejede.

Afgørelse

Nævnet vurderede, at udlejeren ikke var en forbruger.

Nævnet lagde vægt på, at udlejeren drev udlejning med flere adresser end forbrugsadressen, og at forbrugsadressen rummede flere adresser, hvoraf to af adressernes boligarealer var bestemt til erhvervsmæssigt brug. Nævnet lagde også vægt på, at der faktisk blev drevet erhverv på forbrugsadressen ifølge CVR.

Nævnet afviste derfor at behandle klagen, da der ikke var tale om en forbrugerklage, og da klagen adskilte sig væsentligt fra en klage vedrørende et privat kundeforhold.

Konsekvenser for parterne

  • Sagens behandling blev afvist, og der blev derfor ikke truffet en indholdsmæssig afgørelse i sagen.
  • Selskabet skulle ikke betale sagsomkostninger.
  • Klagegebyret på 160 kr. blev tilbagebetalt til forbrugeren.

Læs hele afgørelsen 25/04265