Afgørelse

Nummer
25/01556

Selskabet havde ret til betaling for fraskæring af gasstik (bygas), da forbrugeren som ejer af ejendommen bar ansvaret for gasstikket

En forbruger klagede over, at han blev opkrævet 16.000 kr. af selskabet for fraskæring af gasstikket til hans ejendom, efter at forbrugerens gasinstallation ikke længere var i brug. Forbrugeren mente, at det var selskabets ansvar at afholde denne udgift, da han ikke havde accepteret tilbuddet om fraskæring af gasstikket. Selskabet fastholdt, at ejeren af ejendommen, og dermed forbrugeren, var ansvarlig for gasstikket, da det var fra 1930. Det fremgik af selskabets leveringsbestemmelser, at gasstik, der var installeret før 2007, tilhørte ejendommen og dermed ejeren.

Afgørelse

Nævnet lagde vægt på, at forbrugerens ejendom havde været tilsluttet et kollektivt bygasforsyningsanlæg ved forbrugerens køb af ejendommen. Forbrugeren havde derfor overtaget ansvaret for de indlagte installationer efter de regler, som var gældende for selskabets forsyning af ejendommen, da forbrugerens gasstik var fra 1930.

Ifølge selskabets takstblad var prisen 16.000 kr. for fraskæring af et gasstik.  

Nævnet mente ikke, der var grundlag for at tilsidesætte det opkrævede gebyr på 16.000 kr. for fraskæring af gasstikket, da der den 24. juli 2024 ikke længere var lovlige eller brugbare gasinstallationer i ejendommen. Selskabets gebyr fremgik af selskabets leveringsbestemmelser og takstblad, som var anmeldt til Forsyningstilsynet.

Konsekvenser for parterne

  • Forbrugeren fik ikke medhold i sit krav om fritagelse for betaling af 16.000 kr.
  • Selskabet skulle ikke betale sagsomkostninger.
  • Klagegebyret på 160 kr. blev ikke tilbagebetalt til forbrugeren.

Læs hele afgørelsen 25/01556