Afgørelse
Nummer
26/04008
Forhøjet gasforbrug uden dokumenteret målerfejl - forbrugeren fik ikke medhold
Sagen drejede sig om, at en forbruger oplevede et usædvanligt højt ugentligt gasforbrug (131 m3) i perioden 3.–10. marts 2026 og krævede en reduktion på 80 m3 svarende til 424,80 kr. hos gasdistributionsselskabet Evida Gasnet A/S. Selskabet tilbød en målerundersøgelse på sædvanlige vilkår, som forbrugeren afviste. Spørgsmålet var derfor, om forbrugeren havde krav på reduktion uden en målerundersøgelse, eller om forbrugeren hæftede for det registrerede forbrug.
Afgørelse
Nævnet bemærkede, at udgangspunktet var, at forbrugeren hæftede for det registrerede forbrug, og at det var forbrugeren, som skulle dokumentere, at det faktiske forbrug ikke svarede til det registrerede.
Da forbrugeren afviste en uvildig målerundersøgelse, og da en servicerapport samtidig indikerede en mulig fejl ved varmtvandsføleren i forbrugerens gasfyr (forbrugerens ansvarsområde), lagde nævnet til grund, at der ikke var dokumenteret fejl på gasmåleren.
Nævnet gav derfor ikke forbrugeren medhold i kravet om reduktion af 80 m3 (424,80 kr.).
Konsekvenser for parterne
- Forbrugeren fik ikke medhold i kravet om reduktion af 80 m3 svarende til 424,80 kr.
- Selskabet skulle ikke betale sagsomkostninger.
- Klagegebyret på 160 kr. blev ikke tilbagebetalt til forbrugeren.