Afgørelse
Nummer
25/09732
Krav om annullering af fjernvarmeaftale – manglende underskrift fra ejendommens anden ejer og bristende forudsætning
En forbruger ville annullere sin fjernvarmeaftale som han indgik med et selskab. Forbrugeren oplyste, at aftalen ikke kunne være gyldig og bindende, da ejendommens anden ejer, hans ægtefælle, ikke havde underskrevet aftalen, og fordi der ikke var opnået 299 boligtilmeldinger til fjernvarmeprojektet.
Afgørelse
Nævnet gav ikke forbrugeren medhold i, at han havde ret til at annullere aftalen med selskabet og dermed blive fritaget for sine betalingsforpligtelser til selskabet.
Nævnet vurderede, at aftalen ikke var ugyldig blot fordi, at forbrugeren indgik aftalen på egen hånd uden at ejendommens anden ejer også havde underskrevet aftalen. Dette betød blot, at det som udgangspunkt kun var forbrugeren, der hæftede for aftalen.
Nævnet vurderede endvidere, at forbrugerens forudsætninger for tilmeldingen ikke var bristede alene på baggrund af, at der var færre tilmeldte, end fjernvarmeværket havde forudsat for økonomien til projektet. De manglende antal tilmeldinger havde ikke medført en ændring i de priser, som forbrugeren ville blive opkrævet for tilslutning til fjernvarme.
Konsekvenser for parterne
- Forbrugeren fik ikke medhold i sit krav.
- Selskabet skulle ikke betale sagsomkostninger.
- Klagegebyret på 160 kr. blev ikke tilbagebetalt til forbrugeren.