Temaer
Udbetaling af tilgodehavende i slutafregning
Nævnet modtager i stigende grad klager fra forbrugere, som oplever, at deres tidligere elselskab ikke udbetaler tilgodehavender efter endt kundeforhold. I denne artikel kan du blive klogere på nævnets praksis i sagerne.
Slutafregning
Når en forbruger skifter elselskab eller fraflytter sin adresse, skal elselskabet slutafregne forbrugeren senest fire uger efter, forbrugeren har skiftet elselskab eller er fraflyttet adressen. Det fremgår af § 17, stk. 1, i elleveringsbekendtgørelsen. Indtil den 17. januar 2025 var fristen for slutafregning seks uger. Læs mere om elleveringsbekendtgørelsen.
Slutafregningen viser, om forbrugeren har betalt for meget eller for lidt vedrørende elleveringen siden sidste opgørelse, og om forbrugeren dermed har et skyldigt beløb eller et tilgodehavende hos elselskabet.
Nedenfor kan du læse mere om elselskabets forpligtelser, når forbrugeren har et tilgodehavende, og om de krav en forbruger kan stille, hvis elselskabet ikke udbetaler et tilgodehavende i en slutafregning rettidigt.
Udbetaling af tilgodehavende
Viser slutafregningen, at forbrugeren har et tilgodehavende hos elselskabet, skal elselskabet udbetale forbrugerens tilgodehavende inden udløbet af fristen for slutafregning. Det følger af nævnets afgørelse i sag 23/04846. Nævnet udtalte følgende i sagen:
”Skulle slutafregningen være sket senest seks uger efter forbrugerens leverandørskifte, skulle forbrugeren have modtaget slutopgørelsen senest den 26. april 2023. […] Slutafregningen og tilbagebetalingen af forbrugerens tilgodehavende […] skulle senest være sket den 26. april 2023, hvis fristen på seks uger efter elleveringsbekendtgørelsens § 7, stk. 5, skulle overholdes.”
Fristen for slutafregning indebærer således, at et elselskab både skal sikre, at forbrugeren modtager en slutafregning inden udløbet af fristen, og at der sker en udbetaling af forbrugerens eventuelle tilgodehavende inden fristens udløb.
Forbrugeren kan kræve renter
Forbrugeren kan kræve renter af sit tilgodehavende, hvis elselskabet ikke udbetaler forbrugerens tilgodehavende inden udløbet af fristen for slutafregning. Det følger endvidere af nævnets afgørelse i sag 23/04846. I sagen skulle selskabet senest have udbetalt forbrugerens tilgodehavende den 26. april 2023, og forbrugeren kunne derfor kræve renter fra den 27. april 2023.
Renten fastsættes til en årlig rente ud fra Nationalbankens udlånsrente pr. 1. januar og 1. juli med et tillæg på 8 pct. Det følger af rentelovens § 5, stk. 1.
Den gældende rente efter renteloven fremgår af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens hjemmeside forbrug.dk.
Manglende slutafregning
Forbrugere, der ingen slutafregning har modtaget fra sit elselskab, kan læse mere i temaartiklen om manglende slutafregning.
Tilmeld dig nyhedsbrevet
Du vil blandt andet få information om nye afgørelser, temaer, regler, statistik fra ankenævnet mv. Nyhedsbrevet udkommer ca. 4 gange om året.