Afgørelse
Nummer
26/00108
Handels-, administrations- og balanceringsomkostninger kunne ikke indregnes i elprisen, og omkostningerne skulle tilbagebetales til forbrugeren
Sagen drejede sig om, at en forbruger og et elselskab havde indgået en aftale, hvoraf det fremgik, at der var en variabel pris, der fulgte markedsprisen time for time, og at spottillægget var på 10 øre pr. kWh. I selskabets opkrævninger inkluderede selskabet handels-, administrations- og balanceringsomkostninger i Nord Pool-timeprisen. Spørgsmålet var derfor, om selskabet havde ret til at indregne disse omkostninger i elprisen, eller om forbrugeren havde ret til at blive afregnet til Nord Pools spotpris med et tillæg på 10 øre pr. kWh og at få tilbagebetalt en eventuel overfakturering.
Afgørelse
Nævnet gav forbrugeren medhold i, at forbrugeren havde ret til at få afregnet den rene elpris til Nord Pools spotpris med et tillæg på 10 øre pr. kWh.
Nævnet mente, at alle priser, der blev tillagt Nord Pools spotpris, herunder handels-, administrations- og balanceringsomkostninger, skulle oplyses særskilt i kontrakten. Selskabet havde ikke dokumenteret, at det havde givet disse oplysninger til forbrugeren hverken i kontrakten eller inden aftalens indgåelse.
Selskabet skulle derfor tilbagebetale de yderligere omkostninger, der var indregnet i prisen.
Forbrugeren havde beregnet overfaktureringen til 12,50 øre pr. kWh for tre opgjorte måneder. Selskabet havde ikke bestridt denne beregning, og nævnet gik derfor ud fra, at beregningen var korrekt.
Selskabet skulle derfor tilbagebetale i alt 41,88 kr. svarende til 12,50 øre pr. kWh med renter fra den 5. januar 2026.
Konsekvenser for parterne
- Forbrugeren havde ret til at få afregnet den rene elpris til Nord Pools spotpris med et tillæg på 10 øre pr. kWh.
- Selskabet skulle tilbagebetale 41,88 kr. med renter fra den 5. januar 2026.
- Selskabet skulle betale sagsomkostninger på 8.500 kr. til nævnet.
- Klagegebyret på 160 kr. blev tilbagebetalt til forbrugeren.