Nyheder
Seks afgørelser fra nævnet
Nævnet har publiceret seks nye afgørelser. Her kan du læse mere om afgørelserne og blive klogere på nævnets nyeste praksis.
Udbetaling af udbytte – nævnet havde ikke kompetence
Forbrugeren krævede at få udbetalt et udbytte af selskabet på 2.500 kr., da forbrugeren var andelshaver i selskabet.
Nævnet afviste at behandle forbrugerens klage, da nævnet ikke havde kompetence til at behandle den.
Læs mere om afgørelsen i sag 24/07446
Tælleværk 1 og 2 var byttet om på forbrugerens elmåler
Der var byttet om på elmålerens tælleværk 1 og 2 i forbrugerens lejlighed. Forbrugerens elforbrug var derfor ikke blevet målt på elmålerens tælleværk 1 men på tælleværk 2.
Da forbrugeren ikke havde haft tilsluttet et produktionsanlæg (for eksempel solcelleanlæg) på tælleværk 2, var der tale om et faktisk målt forbrug, som selskabet kunne opkræve hos forbrugeren. Forbrugeren var i den pågældende periode blevet afregnet af selskabet med et nul-forbrug af elektricitet, fordi der ikke var blevet målt et elforbrug på elmålerens tælleværk 1.
Nævnet fandt derfor, at forbrugeren hæftede for det af selskabet opkrævede forbrug.
Læs mere om afgørelsen i sag 24/06737
Størrelsen på selskabets acontoopkrævning – nævnet havde ikke kompetence
Et energiselskab havde opkrævet 36.905,20 kr. i aconto hos en forbruger, hvilket ifølge forbrugeren svarede til halvanden gange hans årsforbrug af elektricitet.
Nævnet afviste at behandle forbrugerens klage over størrelsen på det beløb, selskabet opkrævede i aconto hos ham, da nævnet ikke havde kompetence til at vurdere rimeligheden i acontobeløbets størrelse.
Læs mere om afgørelsen i sag 24/06935
Ubetalt acontoregning medtaget som betalt i selskabets slutopgørelse til forbrugeren
En forbrugers elselskab slutafregnede ham efter kundeforholdets ophør. Slutopgørelsen var beregnet som om samtlige opkrævninger vedrørende aconto var betalt. Forbrugeren havde imidlertid ikke betalt en aconto-opkrævning på 2.081,22 kr. Spørgsmålet var derfor, om forbrugeren havde ret til at blive fritaget for betaling af 2.081,22 kr. fra selskabet.
Læs mere om afgørelsen i sag 24/06367
Telefonsalg uden forudgående samtykke betød ugyldig aftale
Et elselskab ringede til en forbruger for at indgå aftale om levering af el, og selskabet begyndte herefter at levere el til forbrugeren.
Det er ikke lovligt for erhvervsdrivende at ringe uanmodet til forbrugere med henblik på at indgå aftaler, herunder aftaler om ellevering, uden at have et gyldigt samtykke fra forbrugeren til, at selskabet må kontakte forbrugeren. Er selskabets henvendelse til forbrugeren sket uden forudgående samtykke fra forbrugeren, er forbrugeren som udgangspunkt ikke bundet af aftalen.
Sagen drejede sig derfor om, hvorvidt der var indgået en gyldig og bindende aftale mellem forbrugeren og selskabet om levering af el, og om forbrugeren skulle betale for den el, som selskabet havde leveret til forbrugeren.
Læs mere om afgørelsen i sag 24/06900
Opladning af elbil
En forbruger fik en regning på 2.294,26 kr. for opladning af sin elbil i Tyskland. Forbrugeren klagede over regningen, og spørgsmålet var i første omgang, om nævnet kunne behandle klagen, og om forbrugeren skulle betale regningen.
Tilmeld dig til nyhedsbrevet
Du vil blandt andet få information om nye afgørelser, temaer, regler, statistik fra ankenævnet mv. Nyhedsbrevet udkommer ca. 4 gange om året.