Afgørelse

Nummer
22/02593

Selskab mistede retten til at gøre et krav gældende over for en forbruger på grund af passivitet

Sagen drejede sig om, at en forbruger blev kunde hos et selskab på ny, og at selskabet i den forbindelse tog et krav op over for forbrugeren vedrørende forbrugerens første kundeforhold hos selskabet.

Afgørelse

På grund af selskabets retsfortabende passivitet gav nævnet forbrugeren medhold i, at selskabet skulle fritage forbrugeren for betaling af 10.192,17 kr. Beløbet vedrørte forbrugerens første kundeperiode hos selskabet. Selskabet opkrævede beløbet hos forbrugeren i forbindelse med slutopgørelsen af forbrugerens anden kundeperiode hos selskabet.

Sagsresumé

Forbrugeren krævede at blive fritaget for betaling af ca. 10.000 kr. vedrørende selskabets slutopgørelse af 19. maj 2022 på i alt 22.756,36 kr.

Forbrugeren havde været kunde hos selskabet i to omgange henholdsvis i perioden 28. maj 2018 til 30. april 2019 og perioden 12. november 2020 til 20. april 2022.

Under anden kundeperiode hos selskabet udarbejdede selskabet tre slutopgørelser til forbrugeren vedrørende forbrugerens første kundeforhold hos selskabet.

Da forbrugeren skiftede el-leverandør pr. 20. april 2022, udarbejdede selskabet slutopgørelsen af 19. maj 2022, hvori indgik kravet vedrørende forbrugerens første kundeperiode hos selskabet.

Som udgangspunkt var forbrugeren forpligtet til at betale for den mængde strøm, som hun havde modtaget af selskabet, og hvis selskabet havde et tilgodehavende hos forbrugeren, skulle dette også betales, medmindre selskabets krav var forældet.

Elhandelsvirksomheder skal inden for 6 uger efter et leverandørskift sende forbrugeren en slutopgørelse, jf. § 7, stk. 5, i elleveringsbekendtgørelsen. Elhandelsvirksomheder mister dog ikke retten til at kræve betaling i henhold til en slutopgørelse, som er fremsendt til forbrugeren mere end 6 uger efter forbrugerens leverandørskift.

Men efter nævnets praksis kan elhandelsvirksomheder dog efter omstændighederne miste retten til at kræve betaling i henhold til en slutopgørelse som følge af retsfortabende passivitet.

Selskabet havde ikke sendt en slutopgørelse til forbrugeren inden for 6 uger efter forbrugerens første leverandørskift den 30. april 2019., Nævnet lagde endvidere til grund, at den sene fremsendelse af disse slutopgørelser alene beroede på selskabets forhold.

Nævnet mente derfor, at forbrugeren kunne gå ud fra, at hun ikke senere fik et krav fra selskabet vedrørende første kundeforhold. Navnlig fordi der var gået henholdsvis ca. 24 måneder og 31 måneder fra leverandørskiftet, og indtil selskabet sendte slutopgørelser til forbrugeren.

Nævnet mente på den baggrund, at selskabet havde udvist passivitet, og at selskabet efter almindelige passivitetsbetragtninger derfor havde mistet retten til at opkræve beløbene i slutopgørelserne.

Forbrugeren fik derfor medhold i, at hun skulle fritages for betaling af 10.192,17 kr. vedrørende slutopgørelsen af 19. maj 2022.

Nævnet bemærkede endvidere i afgørelsen, at selskabet ikke på tilfredsstillende vis over for nævnet havde redegjort for dets fakturering vedrørende både det første og andet kundeforhold med forbrugeren.

 

Læs hele afgørelsen 22/02593.